Kapitel 1. En tidlig morgen overrasker John Andersen en fremmed, bevæbnet mand i sit hjem. Et banalt indbrud udvikler sig til et hjemmerøveri, et hjemmerøveri til en forhandling, og forhandlingen til en køretur ud i natten på jagt efter penge.
Selv i søvne genkender han lyden. Den metalliske klapren fra messinghåndtaget på døren mellem stuen og entreen nedenunder. Døren er blevet åbnet. Håndtaget sluppet lidt for hurtigt. Klapr-r-r.
Lyden hiver John Andersen det sidste stykke ud af sin halvslumren. Denne tidlige morgen den 3. december 2014 er vinteren på sit mørkeste, men det er ikke ren sort nat udenfor. Udendørslamperne er tændt.
John kigger på sin kone. Marianne sover tungt. Selv har hans indre vækkeur for længst rørt på sig. John plejer at stå op præcis klokken 5.45, spise morgenmad og gøre sig klar i villaen på Frederiksberg, før han kører mod Novo Nordisks afdeling i Gentofte. Nu nærmer klokken sig 6.15. John skal undervise i dag på hovedsædet i Bagsværd, så han kunne sove længe.
Men så er der lyden nedefra. Det dørhåndtag har sin egen solide, organiske lyd. En lyd af murermestervilla, massivt træ og gammelt håndværk. John kender den efter at have boet 15 år i huset.
Måske har deres ældste søn været i byen og er kommet småberuset hjem ud på morgenen? John stiger ud af sengen og bevæger sig ud mod toilettet for at tisse. Nej, sønnen kommer egentlig aldrig væltende hjem på den måde – slet ikke på en onsdag. Og da John på vej ud på badeværelset kaster et blik ud over trappeafsatsen, kan han se sønnens sko stå i entreen. Nå. Er den yngste, der sover hos sin kæreste, mon kommet hjem i utide?
Måske strejfer tanken ham: At noget er galt. Men ikke i en grad, så han vil kunne huske det senere. Selv mens Johns hjerne endnu er ved at ryste søvnen af sig, kører hans underbevidsthed i vante, rationelle baner: Ingen bryder ind her. Ikke nu. Det ville være himmelråbende dumt. Klokken er over seks på en hverdagsmorgen, folk kan være hjemme, naboerne er ved at stå op og tage afsted, avisbudene er på vej rundt. Nej, det må være en af sønnerne.
Han trækker ud i toilettet og hører vandet buldre ned gennem husets faldstamme, som under John passerer gennem husets køkken. Hvis man skulle være i tvivl, om der er nogen hjemme i den gamle villa, er den i hvert fald udryddet nu, tænker han.
Følelsen af at være krænket på sin personlige tryghed kender John ellers udmærket. Naboerne i kvarteret har haft indbrud et par gange. Måske ikke så mærkeligt. Indbrud sker over 36.000 gange om året i Danmark, og selv om familien Andersens villa ligger midt i hovedstaden, er deres lille stikvej rolig og ugeneret af trafik, og haverne er tætbeplantede med århundredgamle træer og buskads. Et paradis for folk, der ikke vil ses.
Da det blev Johns families tur til at opleve indbrud for knap tre år før den decembermorgen i 2014, var det alligevel lidt som at blive revet ud af tornerosesøvnen. Den elementære følelse af at være tryg i eget hjem fik et knæk. Tanken om, at nogen havde gået rundt i deres hjem og befamlet deres ting, var krænkende i sig selv. Ikke fordi situationen var særlig dramatisk eller det materielle tab enormt – familien var kommet hjem til gennemrodede reoler, da de åbnede hoveddøren. Indbruddet blev aldrig opklaret. Men det havde gjort indtryk nok til, at John efterfølgende havde sørget for at få træerne udenfor beskåret, han fik sat udendørslamper med bevægelsessensorer op, og det med at gå fra ulåste døre, selv på korte ture, var helt slut. Flere i familien havde siden fået for vane lige at kaste et blik ind ad vinduet, før de stak nøglen i hoveddøren, når de kom hjem. Hvis nu der var nogen derinde. Den følelse var ny og ubehagelig.
Men det var jo noget andet dengang. Dengang var der ingen hjemme, da tyvene kom. Her til morgen holder familiens bil i indkørslen, og huset ser på alle måder beboet ud. At bryde ind her ville være absurd desperat, tænker John.
Iført T-shirt og underbukser begynder John at bevæge sig ned ad trappen til stueetagen. Han er 50 år, sportstrænet, 188 cm høj og myndeslank, men ikke særlig adræt lige nu. Hans venstre fod har i tre måneder været indstøbt i gips efter en vandskiulykke, som havde brækket knogler og revet ledbånd over i hele foden. Siden september har han gået med krykker. Han stikker gipsfoden lige frem og bumper trin-stå-trin-stå ned ad trappen, der midtpå drejer 90 grader til højre. Han trænger til kaffe.
Men nede på det skakternede gulv i husets entré tøver han. Døren ind til stuen – den han hørte blive åbnet – er lukket til. Døren ind til køkkenet står åben som altid, men tingene på køkkenbordet står på ingen måde, som de plejer. Forsatsvinduet ved køkkenvasken er skubbet til side, og ydervinduet er brudt op.
Han tænder lyset i køkkenet. I det samme går døren ind til stuen op for anden gang den morgen. I døren, inde i Johns stue, står en mand med en hætte surret tæt til omkring ansigtet. I hånden, der peger direkte på John, holder han husets største kokkekniv.
»Giv mig dine penge,« siger han.
I velhavende og trygge Danmark er indbruddet en af de forbrydelser, der er størst sandsynlighed for at blive udsat for. I 2014 skete det 36.628 gange i private beboelser. Over 73.000 gange, hvis man regner alle typer ejendomme med. Selv om 2014-tallet er et mærkbart fald fra 2009, hvor indbrudsplagen toppede med 48.614 indbrud i private hjem, har Danmark en kedelig – og delvist uforklarlig – EU-rekord i antal indbrud pr. indbygger.
Det er, siger eksperterne, ikke helt ædrueligt at sammenligne på tværs af Europa, for danskerne udmærker sig ved en høj forsikringsgrad og en lav tolerancetærskel over for uretfærdigheder. Vi anmelder alt, også indbrud i kolonihavens opbevaringsskur, og indbrud der aldrig er nået længere end til en kratten i hoveddøren.
Men vi ligger højt. Ubehageligt højt. En nordisk sammenligning foretaget af brancheforeningen Forsikring & Pension viser, at Danmark har over tre gange flere indbrud i private boliger end Sverige, seks gange flere end Norge og tre en halv gange flere end Tyskland. Andre talgennemgange, blandt andet fra Rigspolitiet, bekræfter billedet.
Indbrudsrekorden er mystificerende, for risikoen for at blive udsat for en forbrydelse i Danmark er generelt historisk lav. Vi har rent faktisk grund til at føle os så trygge, som vi giver udtryk for i jævnlige folkeundersøgelser. Og af alle tænkelige kriminalitetsplager er indbrud måske nok at foretrække frem for mere voldelige eller depraverede typer.
Men for det enkelte offer er indbrudsoplevelsen slem nok. Den kan med psykologers ordvalg føles som »åndelig voldtægt« og »psykisk overgreb«. Utrygheden ved at være i eget hjem og angsten for, at tyvene kommer igen, kan fylde så meget hos ofrene, at de overvejer at flytte, har søvnbesvær og må gå til psykolog, viser undersøgelser igen og igen.
Der er ikke meget trøst at hente i at tænke på, at skurkene bliver snuppet. De gode vinder sjældent til sidst, når man taler indbrud i Danmark. Ifølge de nyeste tal fra Rigspolitiet ligger opklaringsprocenten for indbrud i private boliger i første halvår af 2015 på under 14 procent. Lavere end i 2014. Faktisk henlægger politiet ni ud af ti sager om indbrud og indbrudsforsøg uden større efterforskningsskridt, viste en beretning fra Rigsrevisionen i det sene forår. Ikke ligefrem tal, der stiver retsfølelsen eller trygheden af hos borgerne.
Sidste år viste en rundspørge fra Bolius, at 56 procent af danskerne var bekymrede eller meget bekymrede for at få indbrud. En frygt flere politiske partier har forsøgt at spise sig ind på. I valgkampen i juni gjorde De Konservatives nye formand, Søren Pape, alt for at få en særlig indbrudsparagraf med en markant forhøjet strafferamme og flere politiressourcer på dagsordenen, uden at det rigtig fik flyvehøjde. Da Dansk Folkeparti på valgdagen igen buldrede frem, var en af flere forklaringer imidlertid, at DF rent faktisk lytter til bekymringen hos danskere særligt i Sønderjylland, der har oplevet to, tre eller fire uopklarede indbrud på et år.
Hvorfor er Danmark så hårdt ramt?
Reelt ved forskerne og kriminologerne det ikke. Men de er enige om én ting, nemlig at forklaringen delvist skal findes i lidt af et paradoks: Vi er verdensmestre i tryghed. Tryghed og vores uforlignelige tillid til hinanden gør os til et af verdens lykkeligste folk. Men det er også præcis det, der gør os til Nordeuropas indbrudsparadis. Indbruddene plager os ikke på trods af vores store tillid til hinanden, men på grund af den.
»Giv mig dine penge.«
Allan peger på manden foran sig med den Victorinox-kokkekniv, han har fundet i mandens køkkenskuffe.
»Hvad fanden laver du her?« spørger manden i T-shirt og boksershorts.
Allan synes, at manden ser meget chokeret ud. Forståeligt nok, men hey, Allan er også selv overrasket. Eller var blevet det, da han pludselig havde hørt de arytmiske trin på husets trappe. Han var overbevist om, at der ikke var nogen hjemme. Det havde larmet, da han med en skruetrækker brækkede vinduet op. Givet et ordentligt brag, da han skubbede forsatsvinduet ind. Og hvad med vandhanen? Han var simpelthen så tørstig efter at have gået rundt hele natten, at han som det første havde stukket hovedet ind under køkkenhanen og drukket længe.
Bagefter havde han scannet køkkenalrum og stue med et trænet blik. Dér en HTC-mobiltelefon. Den røg ned i det indkøbsnet, han kort forinden havde fundet i redskabsskuret udenfor. Dér en tablet fra Samsung. Og inde i stuen ved fjernsynet; et Playstation-spil og en fastnettelefon fra Bang & Olufsen. Ting, der kan omsættes til penge uden de store problemer.
Hvem gider købe og gøre sig til hæler for en flere år gammel fastnettelefon? Eller for en godt brugt HTC-telefon? Sådan spørger folk, men Allans svar er »gud og hver mand. Alle, der vil have nogle ting billigt, og det er sgu flere, end man tror«. Måske er det Allan, der gør det beskidte arbejde, men mange såkaldt pæne mennesker derude kan da heller ikke have for god samvittighed, når de uden spørgsmål aftager ting, der er påfaldende billige, tænker Allan.
Det fungerer på den måde, at Allan sælger tingene til en kontakt, han har. Kontakten sælger det videre, og således ryger tyvekosterne gennem flere led, før tingene havner i udlandet, i Den Blå Avis eller hjemme hos en ny ejer. Fjernsynet, for eksempel. Allan havde allerede revet dets ledninger ud af stikkene. Det skal han have med.
Han havde også fundet en iPhone-oplader. En bestikholder i sølv. Og en klementin og en banan; Allan havde næsten glemt, hvor sulten han var efter at have gået rundt hele natten. Alle de mindre ting var røget ned i indkøbsnettet til en økse, han havde fundet ude i redskabsskuret. I skuret havde han også fundet en pulverslukker. Den var der nok ingen penge i, men den var praktisk at have derhjemme, havde han tænkt. Altså, for tryghedens skyld, hvis der nu skulle blive brand eller noget. Men han var kommet til at fumle med den, og den var gået af nede i indkøbsnettet.
Han var fortsat ud i husets entré. En ubehagelig fornemmelse jog gennem ham. Nøgler, bilnøgler og vist også en pung lå placeret rundt omkring, og en taske var skødesløst parkeret i entreen. Af folk, der tydeligvis befandt sig i huset.
Først da havde han hørt trinnene oven for trappen. Det var derfor, han havde skyndt sig ind i køkkenet for at rode skufferne igennem efter et eller andet våben. Allan vidste jo ikke, hvem eller hvad der kom ned fra førstesalen. Det kunne jo, havde han tænkt, »være en eller anden total psykopat«. Febrilsk havde han grebet den første og største kniv, han kunne finde i det halvmørke køkken.
I såvel hans fornuft og og hans erfaring tænder advarselslamperne, mens han står dér i døråbningen. Kniven med det 25 centimeter lange blad og dét, at han nu står og peger på husets beboer med den, flytter hele situationen til noget mere alvorligt. Det er ikke længere bare indbrud, han laver. Det her er et røveri. Et hjemmerøveri. En lortedag er blevet en lortenat, en lortenat er blevet en lortemorgen. Det her var ikke lige planen.
Men Allan er presset. Det forbrug af hash, kokain, undertiden lidt rygeheroin og andre stoffer, som han indledte som 16-årig, er i de senere år eskaleret. Særligt efter at han selv avancerede til sælger af stofferne, til en slags franchisetager mellem de store narkohandlere og de enkelte misbrugere. Han køber 100 gram af sin bagmand for 30.000 kroner og sælger det videre lidt dyrere. Videresalget giver ham penge til eget forbrug.
Men det er ofte for fristende at have så meget af yndlingsstoffet mellem hænderne: Kokainen. Eller »cola«, som han kalder det. Den giver en optur, en øjeblikkelig lykkefølelse. Nogle gange kommer han til at sniffe for meget af varelageret selv, så at sige, og nu skylder han pludselig sin bagmand 30.000 kroner.
Han har forsøgt at skrabe gælden ind. Men det er ikke nemt, når man aldrig har haft et fast job, kun har niende klasse på CVet, er på kontanthjælp, i perioder boligløs og bruger flere tusinde kroner dagligt på narkotika. På et tidspunkt i sommer var han så desperat, at han stjal mad i Netto. Det havde han gjort tit. Mange pakker fersk kød. Han kunne have ti culottestege i en rygsæk. Dem kunne han sælge videre til halv pris, for det var godt nok de færreste, der sagde nej tak til et godt tilbud. Tit havde hans kunder »bestilt« varerne på forhånd.
Men den slags gav immervæk kun håndører, og gælden til bagmanden skal betales. Det skal man jo, hvis man er ordentligt opdraget. Det er en pligt, synes Allan. Desuden risikerer en skyldner aldrig at kunne købe mere coke. Eller hastigt voksende strafrenter, som skruer den formastelige ned i et bundløst hul af gæld. Eller tæv.
Hvis Allan afbryder nu og flygter ud ad døren, er problemet ikke løst, det er bare udsat. Så skal han på den igen, ud på et nyt indbrud få timer senere. Han skal have penge med herfra.
»Jamen, jeg har ikke ret mange penge. Jeg har kun småpenge,« siger manden for enden af knivspidsen.
Allan vurderer ham. De er cirka lige høje, men manden har foden i gips. Han virker ikke umiddelbart farlig. Ikke psykopat-typen, der bliver helt vildt rasende. Ikke fordi det ikke ville være forståeligt. Hvis nogen brød ind hjemme hos Allan, ville han da også blive helt vildt sur, det er klart. Han kan, når han bliver spurgt om det, sagtens forstå, at folk bliver bange efter et indbrud. Men det, folk skal forstå, er, at det ikke er noget personligt, når Allan er brudt ind hos dem. Det har aldrig været meningen, at det skulle gå ud over lige den familie.
Manden tager sin taske, der står i gangen, folder sin pung ud og viser den frem. Der er kun 150 kroner.
»Så giv mig dit dankort og din kode. Og jeg gider ikke noget pis. Jeg ved, hvor du bor,« siger Allan.
Selvfølgelig ved han, hvor jeg bor. Vi står ligesom i mit hjem, tænker John.
Han måler den fremmede fra top til tå. Det sker helt automatisk. John har titel af »projektleder« på Novo Nordisk, men måske ville »problemløser« være mere præcist. Hvis der er problemer i produktionen eller i medarbejdergruppen, bliver John sat på sagen. Hans styrke er evnen til at bryde kaos ned til håndterbare udfordringer. Genskabe og bevare overblikket. Han ved ikke, om det mest er opdragelse eller gener, der spiller ind, men han har altid været rolig af sind i situationer, hvor uro og panik ellers har bredt sig omkring ham. Han kan blive vred, hidsig endda, hvis ting går galt. Men aldrig bange. Og jo mere, han har uddannet sig inden for problemløsning, og jo flere kurser i personlig udvikling, han har været på, jo mere rolig er han blevet.
For år tilbage sagde en chef til ham, at han da godt måtte se lidt mere presset ud i pressede situationer. Medarbejderne skulle jo helst fatte, at situationen var af påtrængende vigtighed. John havde forbløffet svaret, at han da godt kunne foregive lidt teaterpanik, hvis det ville fremme hans evaluering.
Det er sådan, han har det nu. Han opfatter den klare trussel i mandens ord, men han bliver – uden egentlig selv at forstå det – ikke bange. John bliver ærlig talt en smule pissed. Står manden og truer ham? I Johns eget hjem?
Se videoen til »Indbruddet«: Mødet mellem John og Allan:
Det første, John gør, når han træder ind i en uoverskuelig situation på jobbet, er at »forstå hændelsen« eller »observere gerningsstedet«, som han kalder det. Bryde den ned. Han tager røntgensynet på. Manden foran ham har strikhandsker på hænderne og blå, baggy jeans med kanter på de udspilede forlommer. I en bæltestrop sidder en rød karabinhage. Over hættetrøjen bærer manden en baseballjakke i filt med blå krop og hvide ærmer. Ansigtet bag den tilsnørede hættetrøje er upåfaldende. Ikke usoigneret, måske sådan »du skal ikke fucke med mig«-agtig.
Han er yngre end John. Slumpen holdning. Måske i 30erne. Hængerøvsagtig fremtoning. Han virker påvirket af noget. Manden taler fladt og sløvt. Københavnsk vestegnsdialekt. Blå øjne.
Følger man den politiske debat om indbrud i Danmark, får man let indtrykket af, at Danmark er ved at blive løbet over ende af østeuropæiske tyvebander, der udstyret med afstumpethed og kassevogne kører villakvarterer tynde og tømmer folks stuer.
Det er kun delvist sandt. Eller rettere: Det er et af mange halvkvalificerede gæt på, hvem der er den danske indbrudsplages bagmænd.
Når ni ud af ti indbrud aldrig bliver opklaret, er det vanskeligt at deducere sig frem til en autoritativ kortlægning af gerningsmændene, for hvem er det overvældende flertal, der slipper væk? Mørketallet er otte-ni gange større end det brugbare talmateriale.
»Man kan have en formodning om, at det er de mest uerfarne, der bliver snuppet. Eller dem der skiller sig mest ud eller kender lokalområdet dårligt. Fra anmeldelsesstatistik og offerundersøgelser har vi viden om ofrene for indbrud, men gerningsmændene – dem ved vi ikke meget om,« siger Anna Vibe Onsberg Hansen, analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.
Ser man på de personer, der rent faktisk bliver sigtet for indbrud i private hjem, udgør tilrejsende udlændinge godt 30 procent. Blandt andet det har fået politi og forskere til at anslå, at cirka en tredjedel af indbruddene i Danmark begås af udlændinge, en tredjedel af organiserede, professionelle tyvebander og den sidste tredjedel er mere tilfældige gerningsmænd; narkomanen, den ungdomskriminelle, desperadoen. Men de ved det ikke.
Tyvekosterne – det, der bliver stjålet – giver heller ikke noget entydigt billede. Alle har hørt om PH-lamper, der bliver klippet ned, B&O-anlæg og arkitekttegnede møbler, der forsvinder sporløst i natten, men politiet rykker også ud til indbrud, hvor slidt børnetøj, halvbrugte deodoranter og udtrådte mobiltelefoner er pist væk. Ting, det velhavende Danmark knap ville besvære sig med at bære i genbrugscontaineren, kan have en vis værdi for en chilensk eller rumænsk listetyv. Og så er der metoderne. Er de professionelt organiserede tyvebander også de mest brutale og hensynsløse? Eller risikerer man mest, når klodsede, men mere desperate narkomantyper bryder ind?
»Indbrudstyve, der ikke er de skarpeste knive i skuffen, kan måske ikke finde ud af at omgå en alarm. Hvad de mangler i intelligens, kan de til gengæld nogle gange have i brutalitet. Og omvendt. Vi skal være varsomme med at tro, at gerningsmænd til indbrud er én type. Billedet er i dag meget mangfoldigt. Da jeg var ung efterforsker på Frederiksberg, havde vi op mod 1.000 indbrud i lejligheder om året af den type, hvor en narkoman havde sparket køkkendøren ind. Det ser vi sjældnere i dag. Indbruddene er langt mere nuancerede, og gerningsmændene er meget mere forskellige, blandt andet med organiserede indbrudstyve, både danske og udenlandske,« siger Bent Isager-Nielsen, politiinspektør og chef for Task Force Indbrud, politiets specialenhed for organiseret indbrud, hælernetværk og hjemmerøverier på Sjælland.
I 2014 interviewede Det Kriminalpræventive Råd 20 indbrudstyve. Deres forklaringer afslører, at indbrud for mange tyve ikke bare er et håndværk, men en livsform og en levevej. De fleste tyve i interviewundersøgelsen anser sig selv som moralsk hævet over eksempelvis »røveren«, fordi de ikke anvender vold og for nogles vedkommende gør sig umage med ikke at ødelægge for meget i folks hjem. Til gengæld afholder hverken alarmer, snydelys eller skilte med »Her vogter hunden!« i sig selv tyvene.
De interviewede indbrudstyve har kun respekt for to ting:
De vil ikke møde nogen midt i det hele. Og indbruddet må ikke tage for lang tid.
John rækker sit dankort frem til manden med kniven og fremsiger koden. Tretten-nul-fire.
Selv om manden stadig holder kniven frem, drejer John sig og tager et par skridt væk fra ham, ud i køkkenet. Han mærker på kanten af vinduet, som er brækket op.
»Åh, nej, ikke mit stakkels vindue,« siger han. Ærgrelsen overskygger i et kort sekund visheden om at have en kniv i ryggen. Det har taget timer at nusse om hvert og et af husets originale vinduer fra 1929. Gennem tre somre har han adskilt, slebet og linoliemalet vinduerne ét for ét efter gamle forskrifter, fordi det var vigtigt for ham at bevare husets ånd. Han er så øm over de vinduer, at sønnerne har fået strenge ordrer om, at al kørsel med græsslåmaskinen skal foregå, så det afklippede græs og småsten slår væk fra huset.
Manden med kniven træder også ud i køkkenet.
»Jeg har altså ikke ødelagt ret meget,« siger han.
I en brøkdel af et sekund studser John. En fornemmelse flimrer gennem baghovedet:
»Det her er jo en skidt situation for os begge to. Jeg har respekt for, at desperate situationer kan bringe folk ud i desperate handlinger. Jeg har respekt for, at vi to er helt forskellige steder i tilværelsen …,« begynder John forsigtigt.
»Hvis jeg ikke skaffer 30.000 kroner, så får jeg rockere på nakken,« siger manden med kniven.
John har ry for at tale meget. Det er hans job. Ord bryder problemer ned, ord skærer ud i mundrette bidder, ord giver overblik, ord stiller løsninger op. Han fortsætter: »Det her er en alvorlig situation. Den er alvorlig for mig, fordi jeg har en væbnet røver i mit hjem. Den er alvorlig for dig, for du er ved at begå røveri. Hvis vi skal komme nogenlunde helskindet ud af den her situation, er det vigtigt, at vi kan stole på hinanden. Jeg giver dig mit ord på, at du kan stole på mig.«
Manden med kniven ser perpleks ud. Klokken nærmer sig 6.30, og der står John i underbukser og gipsfod for enden af den enorme forskærerkniv og holder en lang enetale om »respekt« og »vilkår« og »tillid«.
»Du kan stole på, at jeg ikke snyder dig. Kan jeg stole på dig?« spørger John og rækker sin højre arm frem.
Langsomt gør manden det samme. De giver hinanden hånd.
Har du haft indbrud? Fortæl din historie på mail: LIN@berlingskemedia.dk
