En hviderussisk læge husker ikke centrale detaljer fra nattevagt, hvor to patienter muligvis blev dræbt.

Nykøbing Falster: Et potentielt centralt vidne i drabssagen mod en 31-årig sygeplejerske havde torsdag store problemer med at redegøre for en skæbnesvanger nat på sygehuset i Nykøbing Falster.

På netop denne vagt - i løbet af 12 timer - dræbte den tiltalte ifølge anklagemyndigheden to patienter og forsøgte at tage livet af en tredje.

En kvindelig læge fra Hviderusland var involveret i behandlingen af alle patienterne, men i dag husker hun tilsyneladende ikke særlig meget. Flere gange modsagde hun sig selv og kunne ikke redegøre for tidligere forklaringer til politiet.

- Jeg husker ikke præcist, sagde hun igen og igen, når anklager Michael Boolsen stillede spørgsmål.

I retsmødet i Nykøbing Falster fortalte lægen, at hun i løbet af aftenen 28. februar 2015 blev kaldt ned for at tilse den 73-årige patient Maggi Rasmussen på sygehusets akutafdeling.

Her mødte hun den i dag drabstiltalte sygeplejerske, der ifølge vidnet højlydt gav udtryk for, at patienten burde overføres til hjerteafdelingen.

- C (tiltalte, red.) var ikke tilfreds med mig. Hun snakker lidt højt med mig, forklarede lægen i retten.

Sammenstødet var tilsyneladende så voldsomt, at lægen efterfølgende kontaktede en oversygeplejerske for at drøfte hændelsen. Det har oversygeplejersken tidligere fortalt i retten, men i torsdagens retsmøde huskede lægen intet om opkaldet.

På samme måde svigtede vidnets hukommelse, da hun forsøgte at gengive en episode senere på vagten.

Her var Maggi Rasmussen pludselig holdt op med at trække vejret - ifølge anklagemyndigheden efter at den drabstiltalte sygeplejerske havde givet hende en dødelig dosis medicin. Angiveligt overlevede hun kun ved hjælp af en modgift.

Noget opsigtsvækkende proklamerede lægen i retten, at patienten fik det bedre blot ved at få en iltmaske på. Til politiet har vidnet ellers sagt det modsatte, og igen måtte hun erkende, at hun ikke huskede sagen i detaljer.

I alt er sygeplejersken tiltalt for tre drab og et drabsforsøg. Hun nægter sig skyldig i alle anklager.

Retssagen fortsætter fredag.

/ritzau/