En lastbil med en monteret kran væltede fredag middag ned over en bus ved en rundkørsel på Søborg Hovedgade. Hele vejen blev spærret af efter uheldet, men vejen er igen åben for trafik, oplyser København Vestegns Politi. Chaufføren kunne selv kravle ud af lstbilens førerhus.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Københavns Vestegns Politi modtog et alarmopkald om ulykken i Søborg kort før middag fredag, fortalte vagtchef Brian Holm til bt.dk tidlig eftermiddag.

I alarmopkaldet forlød det, at ulykken var alvorlig, og at der skulle være tilskadekommende.

Da politiet nåede frem til rundkørslen, kunne det heldigvis konstatere, at ingen var kommet noget til. Dog så selve uheldet noget voldsomt ud, da lastbilen nu ligger på sin side ved siden af bussen.

»Det ser jo ganske ufornuftigt ud på billederne derfra,« siger Brian Holm.

Uheldet skete, da lastbilen kom kørende ad Søborg Hovedgade frem mod rundkørslen. I et sving havde lastbilens påmonterede kran på en eller anden måde fået fat i portalerne, der holder vejskiltene over kørebanen.

»Det vil sige, at enten har chaufføren glemt at lægge kranen ned, eller også er der opstået en fejl i kranen. Det må undersøgelser vise efterfølgende,« siger Brian Holm.

Da lastbilen derefter drejede, kom den ud af balance, og til sidst væltede den over i den bus, der holdt ved siden af.

»Det, der hjælper situationen i den gunstige retning, er, at hastigheden er så tæt på ingenting på det tidspunkt, så vi har ikke også farten at skulle håndtere ved selve uheldet. Så de vælter simpelthen oveni hinanden,« fortæller vagtchefen.

Hverken lastbilchaufføren, buschaufføren eller passagerer kom noget til.

»Lastbilchaufføren er selvfølgelig chokeret. Man kan se, der har været lang vej ned for ham, men han holdt fast i rattet, da det skete,« siger Brian Holm og fortsætter:

»Og så kunne han selv kravle ud af førehuset bagefter. Så der ligger situationen bogstaveligt talt i øjeblikket.«

Helt præcist skete ulykken ved Søborg Hovedgade og Buddingevej ved rundkørslen. Søborg Hovedgade blev spærret efter ulykken, men København Vestegns Politi melder nu ud via Twitter, at vejen er helt åben for trafik igen.