Familien har fået bekræftet, at det er Kamillas lig, der blev fundet onsdag aften

Kamilla Hantuschs far advarede hende mod, at hendes tidligere kæreste kunne være farlig, efter hun slog op med ham i starten af juli måned. Det fortæller han til BT.

- Jeg advarede hende, da hun slog op, om, at hun skulle være meget varsom, siger Gerhard Hantusch, der var bange for, at Kamillas eks-kæreste ville hævne sig, efter hun slog op i starten af juli.



Familien har fået bekræftet, at det er Kamilla Hantuschs lig, der blev fundet onsdag aften ved en motorvejstilkørsel i Kliplev ved Padborg. Siden er Kamilla Hantuschs eks-kæreste blevet anholdt og sigtet for drab. Han blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag og varetægtsfængslet i fire uger.



Efter Kamilla Hantuschs forsvinden 19. juli, blev hendes mor og datter bragt i skjul af politiet. De bor nu på en skjult adresse, fordi den drabssigtede eks-kæreste havde ringet natten til mandag den 20. juli og bedt Kamillas familie om at få at vide, hvor den seks-årige datter opholdt sig.

- Vi har fået nogle opringninger, hvor han ville fat i pigen, og derfor kom de i skjul næsten med det samme, siger Kamilla Hantuschs far, Gerhard.

- Jeg har det ikke godt. Jeg har hele tiden troet på, at hun gemte sig, og at vi ville finde hende. Det har vi alle sammen troet på. Vi har hele tiden håbet på, at der ikke ville ske noget, så længe han ikke havde fået fat i pigen, siger Gerhard Hantusch med grødet stemme.

- Jeg har aldrig rigtig haft noget med ham at gøre, for jeg brød mig ikke om ham. Det var den måde han opførte sig på, siger han.



Gerhard Hantusch passede Kamilla Hantuschs pige den aften, hun slog op med sin kæreste, der nu er sigtet for drab på hende.

- Hun virkede lettet, da hun kom tilbage. Nu var det endelig overstået. Nu skulle hun til at være ung, efter hun slog op. Hun har ikke haft nogen ungdom, fordi hun altid skulle passe den lille. Når de andre unge gik til fest, så kunne hun ikke komme med. Hun har undværet meget i sine unge år, slutter han.

Familien holder i aften mindehøjtidelighed for Kamilla Hantusch på Padborgskolens sportsplads.