En mand og en kvinde er onsdag ved Københavns Byret fundet skyldige i tilsammen at stå bag 14 ildspåsættelser og forsøg på ildspåsættelser, der har anrettet skader for millioner af kroner. Det oplyser Københavns Byret.

Ifølge BT er der tale om et kærestepar, hvor manden tidligere er dømt for drab.

De to skulle primært have sat ild til parkerede busser og biler, hvor den største og voldsomste af brandene gik ud over fire busser og en personbil på Amager. Ilden beskadigede også tre andre busser, og i alt blev der ved det ene tilfælde gjort skade for omkring 8,5 millioner kroner.

Politiet kom blandt andet på sporet af de to gennem DNA-spor fra cigaretskodder og plastichandsker, teleoplysninger og billeder på mobiltelefoner.

Manden er fundet skyldig i 13 forhold, kvinden i seks, og seks af dem skulle være begået i fællesskab.

BNB