Fantasien har ikke sat grænser for den 44-årige mand, der torsdag er kendt skyldig i drabsforsøg ved Østre Landsret efter flere forsøg på at dræbe sin kæreste sidste år.

- Dommen fra byretten var på seks år, men på grund af gentagende mordforsøg forhøjede landsretten dommen til syv år, siger statsadvokatassessor Karen Vistisen, der kom ud fra nævningesagen torsdag.

Gennem et halvt år forsøgte manden at dræbe sin kæreste, som han dengang boede med. Håbet var angiveligt at erstatte hende med en brasiliansk prostitueret, som han var blevet forelsket i.

Den dømte blandede derfor morfin og en række andre piller i kærestens kaffe for at forgifte hende. Trods de mange medikamenter, lykkedes det ikke at slå hende ihjel.

Men han gav ikke op.

På et tidspunkt opdigtede han en historie til  sin samlever om, at han skulle på kursus i Jylland. Kurset var et alibi for, at han en nat i maj sidste år kunne forsøge at dræbe kvinden. Den nat trængte han maskeret ind i deres hjem i Bangsebo nær Nykøbing Falster. Han angreb kvinden, sprøjtede hende i hovedet med peberspray og forsøgte at kvæle hende med en pude. Hun fik dog kæmpet imod, og det lykkedes hende at slå den 44-årige så hårdt i hovedet med en stavlygte, at han stak af.

Netop slaget gjorde, at politiet fattede mistanke til den 44-årige, fordi slaget tvang ham til at opdigte en historie om et overfald i Jylland. Byretten dømte manden til seks års fængsel for mordforsøg. Den dom blev straks anket, så i dag vurderede landsretten, at straffen skulle hæves til syv år på grund af gentagende mordforsøg.

Manden indrømmede, at det var ham i huset den nat i maj, og at han blandede piller i samleverens kaffe. Men den 44-årige nægter fortsat, at det var forsøg på mord.