En bilist må lige have blinket en ekstra gang, da han så en kænguru hoppe rundt ved Vestre Ringvej ved Fragmandshallen i Viborg. Men den er god nok, for der er faktisk en kænguru løs i byen. Det bekræfter Midt - og Vestjyllands Politi, der fredag morgen stadig er på jagt efter dyrets ejermand.

- Vi er ved at undersøge det nærmere og vi har muligvis fundet ejeren, men han er på ferie, siger vagtchef Jørgen Christensen, der fortæller, at det faktisk ikke er så længe siden, de stod med et lignende problem.

- Vi havde jo en (kænguru, red.), der blev kørt ned i august i samme område, så det kunne tænkes, at den, der er løs nu, kommer fra samme ejer, siger han.

Kænguruen er sidst blevet set ved Vestre Ringvej, men politiet har ikke nødvendigvis en klar idé om, hvor den lille springer har tænkt sig at søge hen. 

- Det er jo ikke lige til at sige, hvis den nu er vant til at omgås mennesker, kan det godt være, at den søger ind mod byen, siger Jørgen Christensen.

- Det er ikke fordi jeg er fuld, men jeg har lige set en kænguru, fortalte anmelderen til politiet.

En patrulje forsøgte at indfange kænguruen til fods, dog uden held.

- Hvis der er en som mangler sin kænguru, så hører vi gerne nærmere, siger vagtchefen hos Midt- & Vestjyllands Politi til Dagens.dk.