Ved du noget om sagen, eller har du billeder eller video? Så kontakt os gerne på 1929@bt.dk eller på vores Facebook-side.

Københavns Politi oplyste tidligere, at branden fandt sted på Vesterbrogade 135, men har senere rettet adressen til Vesterbrogade 146.

En tagbrand brød fredag eftermiddag ud i en bygning på Vesterbrogade 146 i København.

Det skriver Københavns Politi på Twitter, hvor man også meddeler, at Vesterbrogade er spærret ved Kingosgade og Kochsvej. Derudover er der også afspærret ved Vesterfælledvej ved Lyrskovgade.

BTs mand på stedet fortæller, at flere tværgående gader, der fører ind til Vesterbrogade, også er spærret. Flere ruder i bygningen er smadret ved branden, som er under kontrol, men stadig udvikler røg.

»Lige nu er der stadigvæk røgudvikling, men det er mest damp. Man er også ved at undersøge, om det har bredt sig til lejligheden nedenunder. Derudover er der fokus på at undersøge, om der er nedstyrtningsfare for gavlen,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Moll.

Ingen personer er kommet til skade ved branden, men tre opgange er evakueret og alle de, der var i bygningen er ude.

»Dem, der var derinde, er evakueret. Ingen er kommet til skade, men de evakuerede er placeret i en bus vi har derude, indtil de kan finde overnatningsmuligheder,« siger Henrik Moll.

Politiet fik en melding om den voldsomme brand på Vesterbrogade klokken 13.03, og godt ti minutter senere var politiet på stedet, skriver Ritzau.

»Melding fra brandvæsnet er, at der er ti meter høje flammer, der står fra en bygning på Vesterbrogade, og tagsten der vælter ned på gaden«, lød det tidligere fra den vagthavende ved Københavns Politi, Henrik Stormer.

Omkring klokken 14 meddelte politiet, at slukningsarbejdet var i gang og ville vare mere end tre timer. Omkring klokken 14.30 er bygningen blevet overdynget med skum, og der står ikke længere flammer op fra taget.

Politiet har opfordret beboere i området til at lukke vinduer og holde sig væk fra røgen.

»Vi arbejder på stedte dernede nu. Brandvæsnet er på stedet, og det kommer til at tage tre timer. Røgen er som udgangspunkt ikke giftig, men alle skal holde sig væk fra røgen,« fortalte Henrik Stormer tidligere.

En brand på Vesterbrogade spærrer fredag eftermiddagen vejen.
En brand på Vesterbrogade spærrer fredag eftermiddagen vejen.
Vis mere

Opdateres..