Et stort kriminel netværk, der ifølge politiet har stået bag indsmuglingen af kæmpestore mængder hash og amfetamin til Danmark, er blevet afsløret

Torsdag formiddag blev to mænd anholdt i København, og for en måneds tid siden er også fire mænd i Østjylland, to i Spanien og én i Frankrig blevet anholdt.

Narkoligaen sigtes blandt andet for indsmugling af og handel med tre ton hash og over otte kg amfetamin, efter at politiet i største hemmelighed har efterforsket mod gerningsmændene i flere måneder.

- Der er tale om et stort, kriminelt netværk med mange tråde i flere forskellige lande - og altså også i Danmark. Vi har fulgt dem over længere tid, og det er kun takket være et fremragende samarbejde mellem Østjyllands Politi, NECs Rejsehold og internationale politimyndigheder, at det nu er lykkedes at få optrævlet organisationen. Dermed ikke sagt at vi er færdige, og jeg vil ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen, siger lederen af afdelingen for organiseret kriminalitet ved Østjyllands Politi, fungerende vicepolitiinspektør Merete Olesen.

Ved den koordineret aktion mellem NECs Rejsehold, Københavns Politis og Østjyllands Politis afdelinger for organiseret kriminalitet blev fem adresser i Københavnsområdet torsdag ransaget. Ved aktionen blev der fundet et større pengebeløb og en mindre mængde narkotika, og to danske mænd på 29 og 30 år er blevet anholdt og sigtet for handel af mere end otte kilo amfetamin.

De to mænd kædes sammen med fire andre personer, der den 9. januar 2013 blev anholdt og sigtet i samme sag i Østjylland.

- Der er tale om personer, som politiet tidligere har haft kendskab til, og som i hvert fald har en vis forbindelse til rocker- og bandemiljøet, siger vicepolitiinspektør Merete Olesen til bt.dk.

De anholdte i Danmark har efter politiet opfattelse i samarbejde med kontakter i udlandet importeret store mængder hash fra Malaga i Spanien til Danmark og sigtes for indsmugling af op mod tre tons hash.

I samarbejde med spansk politi blev der i sagen i december måned anholdt en 24-årig dansk-marokkaner i Spanien samt en marokkansk statsborger. Derudover er en engelsk statsborger blevet anholdt i Frankrig.

De sigtes alle for at have indsmuglet hash til Danmark, og har alle, efter politiets opfattelse, samarbejdet med den danske hovedmand, der er en af de fire fængslede i Østjylland. Det er hensigten, at de vil blive udleveret til strafforfølgning i Danmark.

De anholdte i København vil fredag formiddag blive fremstillet i retten i Aarhus med begæring om varetægtsfængsling.