Et af de største narkofund overhovedet i Østjyllands Politis historie blev gjort på Møllevangsvej i Haslund onsdag aften.
Politiet var blevet tippet om adressen og slog til med specialpatruljen fra Randers, som må have gjort store øjne, da det viste sig at der var 50 kilo amfetamin, 30 kilo hash og tusindvis af piller, i alt 18 kilo råhypnol, på stedet.
Politiet havde forinden været i telefonisk kontakt med den 41-årige mandlige beboer, der bor på stedet, men han havde ikke lyst til at komme hjem til selve ransagningen på hans bopæl. Han blev torsdag formiddag anholdt i Randers.
Fire anholdt
I forbindelse med sagen har politiet anholdt fire personer, en 41-årig mand, en 19-årig mand, en 40-årig kvinde og en 26-årig mand, alle fra Randers-området. Den 26-årige er dog løsladt igen, oplyser leder af organiseret kriminalitet, politikommissær Merete Olesen, Østjyllands Politi.
Flere af personerne er rockerrelateret.
Politiet holder kortene tæt til kroppen, idet der er grundlovsforhør i sagen klokken 13 torsdag, og her vil dørene blive begæret lukket, idet der formentlig er flere medgerningsmænd på fri fod.
»Vi kan sagtens forvente flere anholdelser i den her sag,« lyder det fra Merete Olesen.



