Ved du noget om sagen, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Torsdag eftermiddag er et hus eksploderet ved Stjær i nærheden af Galten i Midtjylland. Politiet arbejder ud fra, at der er tale om en gaseksplosion.

»I øjeblikket koncentrerer brandvæsnet sig om at få slukket branden, og så kan vi komme til og undersøge nærmere bagefter,« siger Svend Pedersen, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi til BT.

Der er ikke meldinger om tilskadekomne i forbindelse med eksplosionen, men politiet ved reelt ikke, om der var nogen i huset, da det eksploderede, fortæller Svend Pedersen.

Klokken ca. 18:15 ankom Beredskabsstyrelsen med hunde. Hundene skal eftersøge eventuelle mennesker i huset.

Politiet har ikke kunnet få kontakt til husets 87-årige beboer, hvorfor man frygter, at denne kan have været i huset, da det eksploderede.

BTs mand på stedet oplyser, at der ligger store dele fra huset mere end 20 meter væk fra huset.

»Huset er helt og aldeles skilt fra hinanden. Og der ligger et hus på den anden side af vejen, hvor vinduerne er trykket ind,« siger BTs mand på stedet, som oplyser, at brandvæsen og politi er massivt til stede ved huset.