Tidligt i morges gik der ild i et korntørringsanlæg i avlsbygningen på Broksø Gods ved Herlufmagle på Sydsjælland. Det oplyser Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi
Avlsbygningen på 3-400 kvm udbrændte totalt efter, at branden brød ud ca. klokken 5.30 søndag morgen. Det tog kun ca. 40 minutter for branden at æde den store lagerbygning, der indeholder hestebokse, tømrerværksted og korntørreri.
Hverken mennesker eller dyr kom til skade under branden. Og det lykkedes brandfolkene at undgå, at de omkringliggende bygninger også blev slugt af flammerne. Bl.a. ved at hente vand fra den nærliggende Suså.
- Vi ved endnu ikke, om det er et halmfyr, der har antændt noget. Tilsyneladende virkede affugtningsanlægget heller ikke, som det skulle, fortæller vagtchefen til bt.dk.
Broksø Gods var oprindeligt to bondegårde, der i 1657 blev til et gods, da Frans Lykke fra Gisselfeld slog de to gårde sammen og oprettede en hovedgård.



