En sne-engel må have holdt hånden over fire piger, da de søndag var ude at lege i sneen ved Videbæk vest for Herning.

De tre af pigernes far havde fundet en gammel kølerhjelm og spændt den bag på en traktor med et reb. Pigerne sad på hjelmen, og så gik det ellers over stok og sten rundt på en nærliggende mark til stor jubel for pigerne.

Lige indtil frontlæsserens pallegafler ramte jorden, så traktoren standsede og begge baghjul løftede sig fra jorden. Det betød, at traktoren landede oven på både kølerhjelm og piger.

Det skriver aoh.dk.

Pigernes veninde mistede bevidstheden ved ulykken og blev fløjet med lægehelikopter til Aarhus.

Heldigvis viste det sig, at hun slap uden alvorlige kvæstelser.

De tre søstre blev efterfølgende kørt til sygehuset i Herning, hvor de overnattede, men også de slap med skrækken.