Er du den ene af personerne, eller kender du parret, så vil BT meget gerne i kontakt med dig på 1929@bt.dk

Myndigheder kendte ikke EU-regler, da par blev dømt. Højesteret slår fast, at parret har ret til godtgørelse.

København. Tirsdag blev der sat punktum i en langvarig sag om et justitsmord mod et sønderjysk forældrepar.

Højesteret stadfæster tirsdag en dom fra Vestre Landsret, der slår fast, at parret skal have en godtgørelse på 30.000 kroner hver.

Det sønderjyske par blev oprindeligt dømt for social bedrageri, men efter flere år blev det slået fast, at myndighederne havde misforstået EU-reglerne for grænsearbejdere.

Manden og kvinden blev efterfølgende tilkendt 30.000 kroner hver i både byretten og senere i landsretten. Parret krævede dog en højere godtgørelse på 90.000 kroner hver og fik lov til at tage sagen til Højesteret.

Parret har ikke været fængslet i sagen, og normalt kan frifundne kun få erstatning, hvis de har været fængslet eller anholdt.

Familien boede i Harrislee ved Flensborg i Tyskland. De tilmeldte deres to børn til skoler i Danmark fra en fiktiv adresse.

Er du den ene af personerne, eller kender du parret, så vil BT meget gerne i kontakt med dig på 1929@bt.dk

Myndighederne krævede 234.000 kroner fra parret for bedrageri. Herefter blev manden og kvinden hver straffet med tre måneders betinget fængsel i Retten i Sønderborg.

Men det viste sig, at myndighederne havde taget fejl.

Undervisningsministeriet slog fast, at personer, der arbejder i Danmark og bor i et andet EU-land, har ret til at indskrive deres børn i den danske folkeskole og modtage tilskud.

Sagen blev rejst i 2010, da parret blev sigtet. I 2012 blev de dømt i byretten, og i 2014 blev de frifundet i landsretten. I 2016 blev parret så tilkendt en godtgørelse i landsretten.

Højesteret begrunder stadfæstelsen af godtgørelsen med, at parret har krav på erstatning for tort, men ikke deres økonomiske tab ved sagen.

Ifølge rettens afgørelse burde anklagemyndigheden på et tidligere tidspunkt have foretaget en selvstændig undersøgelse af det EU-retlige grundlag i sagen.

Det fremgår af dommen, at den ene af forældrene i marts afgik ved døden.

/ritzau/