Da Jytte Lyngolm Sørensen mandag formiddag kom kørende hen mod en rundkørsel på Hobrovej, var hun centimeter fra at blive ramt af en stjålen Audi ført af to mænd, der var på en vild flugt fra politiet.
I en stjålet, tysk indregistreret sort Audi A4 havde de to mænd forsøgt at flygte fra politiet, efter de tidligere mandag formiddag havde været involveret i et tyveri eller røveri i Lindholm.
Klik her og se flere billeder hos Localeyes.dk
En færdselspatrulje eftersatte den stjålne bil i Støvring, og med høj fart kørte de ad Hobrovej mod syd.
Lige indtil de kom til en rundkørsel, hvor det gik galt. Helt galt. Den stjålne bil forulykkede, og de to mænd mistede livet.
Kort derfra blev Jytte Lyngholm Sørensen øjenvidne til det hele, fortæller hun til TV 2 Nord.
»Jeg havde øjenkontakt med dem, så tæt var de på mig. De kørte ufatteligt stærkt,« siger hun.
Hun havde selv lige tanket benzin på sin bil og i nærheden af rundkørslen. Da hun senere kørte ind i den, fik hun øje på den sorte Audi.
»De kører ind, der hvor jeg holder og slynger bilen rundt. De er centimeter fra at køre ind i mig,« siger Jytte Lyngholm Sørensen til TV 2 Nord.
Kort efter så hun politibilen, der jagtede den sorte Audi.
Før musen over prikkerne i det interaktive kort for at følge biltyvenes færden
Ingen af betjentene kom til skade.
Nordjyllands Politi er foreløbig i gang med de nærmere undersøgelser i sagen og oplyser, at de dræbtes identitet foreløbig er ukendt.
»Politiet fik øje på en bil, som kørte med meget høj hastighed,« har vagtchefen ved Nordjyllands Politi tidligere fortalt til bt.dk.
På det tidspunkt vidste han ikke præcist, hvor hurtigt bilen kørte, men betegnede det som 'stærkt af Pommern til.'
Da bilen kom til en rundkørsel, gik det galt, og bilen forulykkede.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er tilkaldt, ligesom politiets teknikere er på stedet og arbejder.
»Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden. De to omkomne personer er på nuværende tidspunkt ikke identificeret,« oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
Der er også tilkaldt bilinspektører, der skal undersøge soloulykken nærmere.