Politiets efterforskning tyder på, at Lors Doukaievs brevbombe skulle indeholde dræbende stålkugler.

Politiet har netop på et pressemøde offentliggjort nogle billeder af små stålkugler. Stålkugler som kan være dødsensfarlige, hvis de bliver brugt som en del af en bombe.

Politiet oplyser på pressemødet, at det sandsynligvis var Jyllands-Posten, der var målet for det, som politiet nu betegner som et angreb med en brevbombe.

Det er også endegyldigt bekræftet, at bomben var fremstillet af TATP, sprængstoffet der kaldes "Satans mor"

TATP er kendetegnet ved at det for det første kan produceres relativt nemt af privatpersoner.
Desuden er det også meget ustabilt og kan detonere uden varsel, hvilket angiveligt også skete på Hotel Jørgensen.

Politiet har fundet en pose med flere hundrede stålkugler i. Kuglerne har en diameter på 4,4 mm.

Stålkugler kan give en bombe mange fragmenter og fungere som projektiler, der flyver i alle retninger.

Således kan personer, der måske ikke bliver skadet af selve eksplosionens trykvirkning, stadig blive dræbt eller lemlæstet af stålkugler, der i høj hastighed bliver slynget ud fra eksplosionen.

Lors Doukaiev har også købt et Nintendo-spil på Nørrebrogade. Ifølge Svend Foldager så skulle han muligvis bruge plastikken, som spillet var pakket ind i.

Det skulle angiveligt bruges til at fore bomben.