Julestress: Glemte bil på parkeringsplads og meldte den stjålet

- Er du julestresset? Kig godt efter på p-pladsen, når du er i storcenteret. Husk hvor du har parkeret og anmeld ikke bilen stjålet. Sådan lyder en opfordring på Twitter fra Sydsjællands Politi.

Både lørdag og søndag fik politiet i det sydsjællandske en henvendelse fra borgere, der var kommet ud fra Næstved Storcenter med hænderne fulde af indkøbsposer og juleforberedelser kun for at finde ud af, at deres bil var væk.

Begge gange optog politiet rapport og meldte bilerne stjålet, for senere at slette anmeldelsen, igen, når ejerne slukøret ringede for at fortælle, at bilen på magisk vis var dukket op igen - præcis på den parkeringsplads, hvor de selv havde forladt den.

Det er ikke kun i forbindelse med julen, at politiet får henvendelser fra glemsomme borgere.

- Vi oplever indimellem, at folk glemmer, hvor de har stillet deres bil, og melder den stjålet. Og at vi så kan køre ud og 'finde' den, når storcenteret er lukket, alle andre er kørt hjem, og der stadig holder én bil tilbage på parkeringspladsen, siger vagtchef ved Sydsjællands Politi til bt.dk.

Politiets bedste råd til julestressede bilister er nøje at indprente sig, hvor de har parkeret bilen, inden de går på indkøb.

- Kig på den garage hvor indkøbsvognene holder, de har numre, så det er lidt lettere at finde tilbage, lyder rådet fra Søren Østervig.