Julebrand endte tragisk: Kvinde kvalt af røg

En 23-årig mand forsøgte forgæves at redde en ældre kvinde, som var brændt inde i sin lejlighed i Esbjerg. Desværre var den 82-årig allerede død af røgforgiftning.

Den unge mand opdagede tilfældigt branden, da han gik forbi kvindens dør natten til fredag. De bor begge i en etageejendom på Mølleparkvej i den nordlige del af Esbjerg.

- Han opdager, at der kommer røg ud af brevsprækken og slår alarm, men han får selv sparket døren ind til lejligheden. Han finder kvinden og bærer hende ud af lejligheden, hvor han begynder livreddende førstehjælp.

Det fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til bt.dk.

Desværre var anstrengelserne forgæves. Den ældre kvinde var allerede død.

Ilden i lejligheden bredte sig ikke. Den tykke røg formåede tilsyneladende at kvæle ilden.

Brandteknikere skal nu undersøge lejligheden, og politiet vil ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, hvad der kan have været årsag til branden.