Kris Simonsen er søn af den nu afdøde pædagog Judy Meiniche Simonsen, der mellem den 7. og 8. februar blev dræbt af en psykisk syg beboer fra bostedet Blåkærgård ved Viborg.

Sønnen fortæller, at Judy Meiniche Simonsen i en længere periode havde søgt væk fra Blåkærgård, og at hun var meget aktiv i sin jobsøgning. Desværre nåede den 46-årige pædagog ikke at få et nyt job, før det var for sent.

- Der er så mange alarmklokker, der burde have ringet for længe siden. Der var meget, som min mor ikke kunne fortælle os på grund af sin tavshedspligt, men hun fortalte blandt andet, at de havde fået at vide, at verbale overfald bare var en del af jobbet. Og at en kollega var nødt til at låse sig selv inde på toilettet i frygt for en beboer, der var gået amok, siger Kris Simonsen.