Der lød et jubelbrøl ud af bilvinduet, da Gimi Levakovics ældste søn og en nevø kørte fra Højestret torsdag. Deres far får lov at blive i Danmark.

Landets højeste domstol afgjorde torsdag, at den 46-årige kroatiske vaneforbryder Gimi Levakovic ikke skal udvises af Danmark i forbindelse med sin 23. fængselsdom for våbenbesiddelse og trusler.

Den berygtede klanleder mødte ikke selv op i Højesteret, da dommen blev læst op klokken 12, men det gjorde hans ældste søn Santino Levakovic og hans nevø Jimmi Levakovic.

»Det er fars dag i dag,« sagde sønnen Santino Levakovic til BT inden retsmødet.


Han var overbevist om, at hans far slap for udvisning. Nøjagtig som det skete i Østre Landsret i oktober sidste år, hvor afgørelsen vakte stor debat og fik justitsminister Søren Pind til at kræve sagen bragt for Højesteret.

Glæden var anderledes stor hos Gimi Levakovic' søn og nevø, da dommen var afsagt torsdag. De småløb væk fra retten med en hale af journalister efter sig, mens de kastede roser efter Danmark og det danske retssystem.

»Tak, Danmark, tak,« gentog de flere gange.

»Det skal fejres,« lød det enstemigt.

Hvordan? ville journalisterne vide.

»Nu skal vi integreres,« råbte de tilbage efterfulgt af høje grin.



Det var sejrsdag, sagde de efterfølgende, inden de kastede sig i en grå bil på Vindebrogade og kørte derfra med armene ude af vinduet og et brøl, der fik flere på gaden til at vende sig om efter bilen med de to unge mænd.

I Landsretten landede dommerstemmerne 3 mod 3, og derfor skulle udfaldet dengang træffes til Levakovic' fordel, men i Højesteret var de fem dommere enige om den afgørelse, der blev afsagt torsdag.