JP-terror: Fire tiltalte havde 122 skud klar

I dag begynder sagen om terrorforsøg mod Jyllands-Posten. Fire mænd sidder på anklagebænken, tiltalt for terrorforsøg og for at ville dræbe ”et større antal personer”

Ifølge politiet var det med ganske alvorligt ærinde, at tre svenske mænd krydsede Øresundsbroen og kørte ind i Danmark kort før nytår 2010.

Med sig havde mændene en maskinpistol, en ni-millimeter pistol samt 122 skarpe skud og 200 plasticstrips, der kunne bruges som håndjern. Men de vidste ikke, at svenske SÄPO og danske PET holdt godt øje med dem.

Skal man tro på efterretningstjenesternes oplysninger, dansk politis videre efterforskning samt det anklageskrift, som justitsminister Morten Bødskov har godkendt, så skulle de mange våben bruges til at udføre et terrorangreb mod JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen og her ”dræbe et større antal personer”.

En fjerde anholdt i Sverige

Mændene nåede dog ikke at opholde sig længe på fri fod i Danmark, for den 29. december slog PET til, og de tre mænd blev anholdt. En fjerde mand blev anholdt kort efter i Stockholm, og i dag sidder de så alle fire på anklagebænken i Glostrup Ret, tiltalt efter den strengeste terrorparagraf.

De fire terrortiltalte er i alderen 31-46 år. Tre af dem er svenske statsborgere, og flere af dem har tidligere været i myndighedernes søgelys i forbindelse med terrormistanke.

Forbindelse til al-Qaeda netværk?

Efter anholdelserne i december 2010 beskrev PET-chef Jakob Scharf de anholdte som»militante islamister med forbindelse til netværk i andre lande«. Han ville dengang ikke afvise, at der kunne være en forbindelse til de terrorplaner, som amerikaneren David Headley var i Danmark for at rekognoscere til, og som han er er dømt for, men som aldrig blev ført ud i livet.

Sidste år kædede en britisk avis de terrormistænkte svenskere sammen med to mænd i byen Derby, som angiveligt var en del af et al-Qaeda-netværk, ledet af Ilyas Kashmiri, der blev dræbt af amerikanske droner sidste sommer.

Ekstra-Bladet kunne sidste år afsløre detaljer fra SÄPOs rumaflytninger, og her har to af de nu terrortiltalte angiveligt drøftet det kommende angreb, der skulle finde sted enten 30. eller 31. december og vare 20 minutter, hvor så mange personer som muligt skulle halshugges eller skydes. Et angreb inspireret af terrorangrebet i Mumbai i 2008. 

"Hug halsen over på dem"

- Der skal ikke forhandles, der skal slås ihjel, skulle mændene have sagt.

Og rumaflytninger i den lejlighed i Herlev, hvor mændene overnattede og blev anholdt, afslørede udmeldingen:

- Når de vantro mødes, så bind dem og hug halsen over på dem, skrev Ekstra Bladet.

Retssagen strækker sig over 17 retsdage, og her skal et omfattende bevismateriale af især aflytninger gennemgås. Politiet har tidligere oplyst, at der er ca. 1.800 aflytninger i efterforskningen.

De fire terrortiltalte svenskere

MA: 31 år, svensk statsborger, født i Libanon.

Anholdt i Herlev 29. december 2010. Han er gift og far til en fireårig søn. To gange tidligere har han været anholdt på terrormistanke, første gang i Somalia, og anden gang i Pakistan. I Pakistan blev han anholdt sammen med en tidligere Guantanamo-fange på vej til området Waziristan, kendt som al-Qaeda højborg. Han har desuden delt lejlighed med to personer, der i 2010 blev dømt for terrorsammensværgelse i Sverige. Nægter sig skyldig.

MD: 46 år, tunesisk statsborger.

Anholdt i Herlev 29. december 2010. Boede i Stockholm-forstaden Järfälla og arbejdede ifølge svenske medier i en moské. Han er tidligere dømt for overgreb på sin kone samt drabstrusler mod to ansatte i en 7-Eleven butik. Næger sig skyldig.

OA: 31 år, svensk statsborger og er født og opvokset i landet.

Anholdt i Herlev 29. december 2010. Flere medier har rapporteret, at han tidligere er dømt for adskillige seksuelle overgreb på piger og unge kvinder. Nægter sig skyldig.

SZ: 39 år, svensk statsborger med tunesisk baggrund.

Anholdt i Stockholm-forstaden Järvälla 29. december 2010, senere blev han udleveret til Danmark. Tilbage i 2009 blev han fængslet i Pakistan for at være kommet illegalt ind i landet. Svenske medier har rapporteret, at han rejste til Pakistan for at sprede information om Islam. Hans nu fjernede profilfoto på det sociale netværk Facebook forestillede en kriger med et blodigt sværd foran al-Qaedas sorte flag. Nægter sig skyldig.

Læs også: