Se og Hør-journalist Kasper Kopping indrømmer, at Se og Hør benyttede den såkaldte 'tys-tys-kilde', der forsynede bladet med kendte menneskers kreditkortoplysninger. Det sker i en mail til Ekstra Bladet.

Kasper Kopping er tidligere blevet omtalt som den ene af to journalister på bladet, som modtog sms-beskeder med oplysninger fra 'tys-tys-kilden'. Den anden journalist er Ken B. Rasmussen, der er forfatter til bogen 'Det forbandede liv'.

I en mail til Ekstra Bladet bekræfter Kasper Kopping, at Se og Hør modtog oplysninger fra 'tys-tys-kilden', men han ønsker ikke at uddybe sin egen rolle i brugen af oplysningerne.

- Det er korrekt, at vi har haft en sådan kilde på bladet, men ved at udtale mig i detaljer om den omtalte periode, vil jeg kunne inkriminere mig selv. Min detailviden om sagen vil jeg nu drøfte med en advokat og mine informationer vil jeg give videre til både politi og Allers uvildige undersøgelse', skriver Kasper Kopping til Ekstra Bladet.

Han bedyrer, at han handlede efter ordre fra 'skiftende chefer' på bladet.

Ifølge BTs oplysninger var det Kasper Kopping der modtog hovedparten af de mange sms-beskeder fra tys-tys-kilden. Han hævder - i modsætning til hvad der tidligere har været fremme - at samarbejdet med kilden stoppede i januar 2012. Hidtil har det været fremført, at samarbejdet først stoppede i maj 2012.

I mailen skriver han også, at Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg intet kendte til brugen af tys-tys-kilden.

- Der er således ikke - siden i hvert fald omkring årsskiftet 2011-2012 - lavet historier i SE øg HØR på baggrund af denne kilde eller andre med ulovlig adgang til kreditkortoplysningner. Det er derfor også rigtigt, når min nuværende chefredaktør Niels Pinborg, hævder, at han ikke har kendt til kilden. Jeg har først oplyst ham om dennes eksistens i forbindelse med udgivelsen af bogen, der fører til alt dette, skriver han i mailen til Ekstra Bladet.