Josephine blev misbrugt af sex-ingeniøren

Moderens kæreste blev dømt, men Josephine og hendes far fik ikke den hjælp, de havde brug for.

Hun var kun 12 år, da mors nye kæreste på 47 år forgreb sig på hende. I dag er hun 15 og kan se tilbage på tre turbulente år, hvor hun i afmagt droppede ud af skolen, kom i dårligt selskab og begyndte at ryge hash.

Imens løb hendes far, Kim Garly, forgæves spidsrod mellem forskellige kommunale instanser for at sikre datteren kvalificeret hjælp.

- Vores situation er overskuelig i forhold til, hvad jeg hører, andre har været udsat for. Men jeg var nødt til at tænke for os alle sammen og selv at tage mig af alt. Det har været en kamp at skaffe psykologhjælp og få Josephine tilbage i skolesystemet. Det har nu kostet tre år, hvor Josephine ikke har kunnet komme videre med sit liv. Kommunen har i den grad svigtet os, siger Kim Garly, der er virksomhedskonsulent.

Der har været fokus på den kommunale sagsbehandling i misbrugssager igennem flere år. Flere forældre føler sig, ligesom familien Garly, svigtet af kommunerne, når dommen er faldet og børnene og familien skal have støtte til at komme videre med livet.

Blev som et vildt dyr

Det var tilbage i maj 2009, at Josephines mors nye kæreste forgreb sig på hende. Josephine boede hos sin mor og var hos sin far hver anden weekend.

Hun havde mødt moderens nye kæreste flere gange, og hun kunne godt lide ham. Han forsvarede Josephine, når hun og moderen skændtes, fortæller hun.

- Jeg gik i 7. klasse, havde mange venner og gik i fritidsklub. I fritiden gik jeg til svømning og trampolin. Jeg har altid været god til at få venner, og vi havde en rigtig god pigegruppe. Vi var lige begyndt at bruge lidt makeup, fortæller Josephine om tiden, før moderen inviterede kæresten hjem på middag.

Da de var færdige med at spise den aften, satte Josephine sig ind på sit værelse. Pludselig kom moderens kæreste ind, lukkede døren og satte sig ved siden af hende på sengen.

Og så gik det galt. Han blev pludselig som et vildt dyr og forgreb sig på hende.

Lukkede sig inde

- Jeg lukkede mig helt inde i mig selv. Jeg var i chok. Jeg turde ikke sige noget til nogen og gjorde bare alt for ikke at være alene med ham.Jeg holdt mig væk fra veninderne og begyndte i stedet at være sammen med en pige, der var et par år ældre end mig. Vi fik nye venner, begyndte at ryge tjald, gå i byen og gå til fester. Samtidig fik jeg flere og flere konflikter med min mor og far, der ikke forstod, hvad der skete, fortæller Josephine.

Men fem måneder senere så hun et billede af moderens kæreste på BTs ’spiseseddel’ udenfor en kiosk. Den 47-årige kæreste var blevet anholdt og sigtet for flere sexoveregreb mod helt unge piger. Så gik Josephine hjem og fortalte sin far alt.

- Jeg havde brug for hjælp. Det var for hårdt at gå med det hele selv, siger Josephine eftertænksomt.

Men der gik en hel måned, inden hun blev tilbudt samtale hos en psykolog, fordi Københavns Kommune selv ville stå for behandlingen og ikke lade hende gå på Rigshospitalet sammen med andre misbrugte.

Mødet med kommunens psykolog blev katastrofal.

- Hun troede ikke på det, jeg fortalte. Og så spurgte hun ’hvad føler du nu, Josephine’. Det var helt klovneagtigt, siger Josephine.

Skiftende sagsbehandlere betød lange ventetider, uden at der blev gjort noget for at afklare ny psykolog og ny skole.

Mistanke blev bekræftet

Undervejs fik Kim Garly mistanke om, at Josephine kunne være ordblind. Det nægtede kommunen at undersøge, og Garly måtte derfor selv betale. Josephine viste sig at være svært ordblind.

- Det var jo åbenlyst, at Josephine var helt ude i tovene og havde brug for hjælp. En psykiatrisk udredning har fastslået, at hun var ’selvmordstruet’ og ’destruktiv’.

Både psykologer og sagsbehandlere har garanteret handlet i den bedste mening, men for mig har det været en nådesløs kamp mod systemet at skaffe hende den hjælp, hun havde brug for, fortæller Kim Garly.

Hans konklusion er, at kommunen ikke har den nødvendige ekspertise til at tackle misbrugte børns særlige problemstillinger.

I januar skrev han en klage til kommunens borgerrådgiver. Han har lige fået svar. Kommunen afviser at have begået fejl på stort set samtlige områder.

Har du oplevet problemer med at få hjælp hos kommunen i lignende sager. Så hører vi gerne fra dig. Skriv til isk@bt.dk.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her