Den 17-årige T. blev fredag kendt skyldig i at have dræbt den 21-årige Jon Patorra i Vanløse sidste år. Hans to kammerater på 16 og 19 blev dømt for vold med døden til følge.

Det stod klart i Byretten på Frederiksberg fredag, hvor dommer Kari Sørensen lidt før klokken 10.00 læste dommen op.

- Tiltalte T. må ved at stikke en kniv som den omhandlende dybt ind i brystkassen på Jon Patorra have indset, at det var overvejende sandsynligt, at Jon Patorra ville afgå ved døden som følge af stikket. Dette bestyrkes af, at tiltalte T. jagtede Jon Patorra efter at have stukket ham, læste dommer Kari Sørensen op.

Alle nævninge og dommer fandt den 17-årige T. skyldig i drabet, mens den 16-årige J. og den 19-årige H. kun blev kendt skyldige i vold med døden til følge.

- Idet det ikke er bevist, at disse tiltalte har haft forsæt til drab, men alene grov vold. Retten finder, at det har været påregneligt og forudsigeligt for de tiltalte H. og J., at døden kunne indtræffe som en uagtsom som følge af knivstikket, sagde dommeren.

Samtlige nævninge og dommere fandt også de tre teenagere skyldige i - ‘i forening’ - at have slået Jon Patorras kammerat med knytnæveslag i ansigtet og have tildelt ham snitsår i hånden på drabsdagen 25. september 2012. Og de blev alle kendt skyldige i hærværk ved at bryde ind i Patorras bil, hvor de stjal Patorra og vennens jakker, 'så de ikke kunne ringe efter andre rockere', som de tiltalte selv har forklaret i retten tidligere.

Den 21-årige Jon Patorra mistede livet, da han og en kammerat røg i klammeri med tre unge indvandrerdrenge foran et pizzeria i Vanløse en september formiddag sidste år. Her blev Jon Patorra ramt af ét dræbende stik i ryggen foran adskillige skolebørn, der holdt spisefrikvarter ved pizzeriaet. Han flygtede efterfølgende ind på en café, men i ambulancen på vej til Rigshospitalet fik han hjertestop, og det lykkedes ikke lægerne at genoplive ham.
 
På anklagebænken i Retten på Frederiksberg har de tre drenge siddet tiltalt for drabet gennem seks retsdage. De var tiltalt for at have begået drabet 'i forening', men kun den 17-årige T. havde erkendt at have ført kniven, og han hævdede, at det var i selvforsvar. Både den 16-årige J. og den 19-årige H. har nægtet sig skyldige.



Dommeren fandt fredag, at det var bevist, at T. havde en 20-30 cm lang kokkekniv med sig på drabsdagen, hvilket den drabsdømte også forinden havde erkendt. Dommeren fandt også, at den 19-årige H., der har relation til storbanden Loyal to familia, havde en kniv fremme, men at han bare aldrig nåede at bruge den. Den 17-årige T. har selv fortalt, at han stak, fordi han frygtede at få bank af Jon Patorra og hans ven, men han stak kun for at skræmme og ifølge eget udsagn 'kun' efter hoften.

Obduktionen viste efterfølgende, at det ene stik var fatalt. Det landede mellem 9. og 10. ribben og havde en dybde på 14 cm og en bredde på 3,5 cm. Den viste også, at Jon Patorra døde af forblødning, fordi pulsåren til nyren næsten var skåret over.

Udover drab var de tre unge mænd også tiltalt for 16 andre forhold. Her blev den nu drabsdømte 17-årige T. også kendt skyldig i flugt og flugtforsøg fra ungdomsinstitution samt for at have truet med at hælde syre over en socialpædagog under sin varetægtsfængslingen på Sønderbro i København. Den 19-årige H. blev desuden kendt skyldig i besiddelse af joints og ulovlige våben samt kørsel uden kørekort. 

Den drabsdømte T. og den yngste af de tre, den 16-årige J., blev dog kun delvist kendt skyldige i et alvorligt afpresningsforsøg.




FAKTA
  • 25. september 2012 bliver den 21-årige Jon Patorra stukket ned ved Damhus Pizzeria & Grill på Jydeholmen i Vanløse
  • Han stikkes én gang i ryggen og dør, da kniven skærer legemspulsåren over, som går mellem hjertet og nyrerne
  • Hans jævnaldrende ven rammes i hånden og bliver efterfølgende syet på Rigshospitalet
  • Politiet giver tre mistænkte unge mænd 24 timer til at melde sig. Da det ikke sker, bliver de efterlyst med navne og billeder. Først dér melder de sig selv
  • Under grundlovsforhøret fortæller de tre sigtede, at deres familier er blevet truet af Bandidos-rockere. Der tegnes en forbindelse til drabsofrets storebror, der er medlem af Bandidos
  • De tre tiltalte er alle sigtet for drab, men kun én af dem, den 17-årige T, har erkendt at have ført kniven
  • Udover drab er de tre tiltalte tiltalt for 16 andre forhold, der involverer flugt fra sikret ungdomsinstitution, flugtforsøg, pengeafpresning, vold og trusler mod pædagog