Rapperen Jokeren - med det borgerlige navn Jesper Dahl - er blevet tiltalt for at have kørt bil, selv om han var ulovligt påvirket af både kokain og alkohol.

Ifølge ugebladet Se og Hør, der har fået aktindsigt i anklageskriftet mod Jokeren, blev han stoppet i bil af politiet i kokain-påvirket tilstand 8. februar i fjor kl. 03 om natten på Gasværksvej i København.

På det tidspunkt viste hans blod også at have et alkoholindhold på 0,77 promille - altså over den tilladte grænse på 0,50. Desuden havde han lidt kokain i lommen, og kørte uden gyldigt kørekort.

Retssagen mod ham, hvor anklagemyndigheden ville have krævet ham idømt en bødestraf, skulle være afviklet onsdag i Københavns Byret, men ifølge Se og Hør blev retsmødet udsat, fordi Jokeren havde begæret en forsvarsadvokat.