Den 53-årige kvinde, som nytårsdag blev fundet død under mystiske omstændigheder foran prins Joachims udlejningsejendom Slotfelt ved Schackenborg Slot i Møgeltønder, døde på grund af en ulykke.

Der lå således ingen kriminel handling bag dødsfaldet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Liget af kvinden er blevet obduceret onsdag på Retsmedicinsk Institut i Odense, og obduktionen afkræfter, at kvinden har været offer for en forbrydelse.

Den 53-årige kvinde blev fundet liggende død i fosterstilling få meter fra sit hjem på Slotfeltvej 1 i den idylliske sønderjyske by.

Det uhyggelige fund blev gjort af et ungt ægtepar, Sarah og Jesper Højberg Hoffmann, da de sammen med et hold nytårsgæster var ude at gå tur på årets første dag og tilfældigvis passerede forbi ejendommen, der tidligere husede mejeriet i Møgeltønder. 

Kvinden havde ingen jakke på, og hendes sko var sammen med jakken smidt tilfældigt foran huset. Hun havde bare tæer, da hun blev fundet.

Parret tilkaldte straks politiet, og fra første øjeblik blev dødsfaldet efterforsket som et drab, og et stort område op mod slotsparken og de omliggende markområder blev spærret af, så eksperter fra kriminalteknisk afdeling og retsmedicineren kunne få ro til arbejdet.

Da obduktionen af kvinden nu har afkræftet noget kriminelt og dødsfaldet betragtes som en hændelig ulykke, er sagen nu lukket for politiets vedkommende.