»Vi ses på lørdag.«

Det var de sidste ord, kokken Jesper Vollmer fik sagt til sin barndomsven Jesper Jul, da de to skiltes efter en julefrokost med den sædvanlige gruppe af venner i weekenden.

De havde snakket om hans kogebog, hvordan det gik, hvordan livet stod til. Helt almindelige ting. Uvidende om, at de aldrig ville se hinanden til den julehygge, der var planlagt den efterfølgende weekend.

»Alle har jo tænkt på, hvad det sidste, man sagde til ham var. Det sidste, jeg sagde, var: 'Vi ses på lørdag. Vi glæder os'. Sådan som man gør, når man tror, man skal se hinanden igen om en uge. Helt afslappet. Meget almindeligt,« siger Jesper Vollmer.

Da Jesper Jul tirsdag morgen stod udenfor politigården i Albertslund, hvor han arbejdede som hundefører, opdagede han pludselig, at der stod en person bag ham. Da han vendte sig om, var det til mundingen af en pistol. Ét enkelt skud blev affyret, og Jesper Jul faldt om.

Kuglen havde ramt ham i hovedet. Der var ikke noget at stille op. Onsdag døde han på Rigshospitalet i København.

Han blev blot 43 år.

Mødtes i karateklubben som børn

For Jesper Vollmer, der tidligere har været Kongehusets køkkenchef og medvirker i DRs tv-program 'Spis og Spar', var det ikke blot et farvel med en ven. Det var et farvel med en mand, han har været tæt på som en bror. En mand, der var der for ham, da han forrige år brækkede nakken. Og en ven, der var med hele vejen, da de gik fra at være drenge til at være mænd.

De to mødte hinanden i karateklubben i Solrød, da Jesper Vollmer var 12. Lige præcis ét år og én dag yngre end Jesper Jul.

»Da jeg startede der, var Jesper allerede aktiv. Han var meget lille dengang. Han var længe om at blive den store dreng, som han blev. Selvom han var et år ældre end mig og var en lille fyr dengang, var han sindssygt talentfuld,« siger Jesper Vollmer til BT.

Han skifter flere gange mellem at omtale vennen i nutid og datid. Oftest endnu i nutid.

»Vi har altid haft en stor konkurrence kørende, fordi han altid har haft en stor flid i alt, han har lavet, og det er bare fortsat. Det har præget ham altid. Det var hans force. Så det var fedt, da jeg startede der, at der var én, der var mindre end mig selv, som kunne knokle igennem. Vi blev hurtigt venner, og i en lang periode var vi som brødre, hvor vi næsten boede sammen hjemme hos hans forældre,« siger han.

'Nu lå han der. Fuldstændig skrøbelig'

Mens Jesper Vollmer stoppede sin karatekarriere som 25-årig, fortsatte Jesper Jul med sin.

»Han har aldrig været stærkere, end han var nu,« siger han og mindes de gange, de har sloges for sjov og til træning i løbet af deres opvækst.

Derfor var det hårdt at se ham ligge i hospitalssengen tirsdag, efter han var blevet indlagt i kritisk tilstand.

»Da jeg stod der på Rigshospitalet med alle drengene samlet om ham og tog afsked med ham, mens vi stod i en rundkreds rundt om ham, tog jeg hans hånd i min og kiggede på hans knoer og tænkte bare på, hvor mange gange de har slået mig i ansigtet og fået mig til at bløde. Og nu lå han der. Fuldstændig skrøbelig,« fortæller Jesper Vollmer og fortsætter:

»Den store, stærke mand, som altid har været den, vi andre er kommet til, hvis der var noget, der skulle tages hånd om. Nu var det ham, der lå der og... Det var helt forfærdeligt.«

Jesper Jul sammen med Jesper Vollmer og hans lillesøster. Dengang var de to venner 15-16 år.
Jesper Jul sammen med Jesper Vollmer og hans lillesøster. Dengang var de to venner 15-16 år. Foto: Privatfoto
Vis mere

Var der for Vollmer efter ulykken

Da det var Jesper Vollmer selv, der for to år siden selv lå i en hospitalsseng, efter han havde brækket nakken under en ferietur til Thailand med hustruen Annette Heick og deres børn, stod Jesper Jul klar til at hjælpe ham.

Hvordan han end kunne.

»Det var ham, der kom og besøgte mig og troede på, at det nok skulle gå, og hjalp mig i gang. Han kom og hev i mine arme og ben, fik dem bevæget, da jeg lå indlagt i Hornbæk med genoptræningen. Han spurgte selv lægerne, om han kunne hjælpe med noget, om der var noget, han kunne gøre, som kunne gavne mig. Han var der bare. Man skulle ikke engang tænke over det, så var han der,« siger Jesper Vollmer.

»Og nu mangler han pludselig. Det er helt uvirkeligt.«

Jesper Jul med en af sine politihunde.
Jesper Jul med en af sine politihunde.
Vis mere

Hundefører var drømmejobbet for ham

For Jesper Jul var det et drømmejob at arbejde som politibetjent. Særligt at arbejde som hundefører.

»Vi sad faktisk og jokede om det i lørdags. Om det med at være ambitiøs, at det kan være svært at få det til at hænge sammen, og at nogen derfor vælger en anden karrierevej. Men det sagde Jesper, at han ikke ville kunne gøre. Det der med at være ude blandt folk, at tage fat og stå i første linje, det var det, han ville,« siger Jesper Vollmer.

»Det var lige det, han brændte for. Der var masser af kompromiser, når man er betjent, med familie og arbejdstider, og det er klart, det er en opofrelse for mange af betjentene, det var det også for Jesper. Men Jesper var bare så fokuseret på, at det var det, han ville.«

Jesper Vollmer beskriver derfor sin ven som et ærligt menneske. Som kompromisløs i alt, hvad han lavede. Og som stærk.

»Han var bare et helt specielt menneske. Til tider kunne han være pisseirriterende,« griner han, før han fortsætter:

»Der var ikke noget, der blev 'sugar coated'. Han var sig selv. Han havde fuld fart på, han var ikke bange for at tage fat, og så var han der bare.«

Arkivfoto af Jesper Vollmer.
Arkivfoto af Jesper Vollmer. Foto: GIORGIO PEROTTINO
Vis mere

Sluttede livet på toppen

I begyndelsen frygtede Jesper Vollmer og resten af vennerne, at Jesper Jul kunne have været et helt bevidst mål. At gerningsmanden var gået direkte efter at ramme ham.

»Men vi fandt så ud af, at det var en uniform, der skulle skydes. Og det var tilfældigvis Jesper, der havde den på. Det er på en eller anden måde rart at vide, at der ikke var nogen, der var ude efter ham. Det er rart her bagefter, at der ikke er nogen, der kan klandres i alt det her. Hverken politiet, skytteklubben eller andre. Så man ikke skal sidde tilbage og tænke: 'Kunne I ikke have gjort noget anderledes, så det her ikke var sket?'. Vi blev bare ramt af, at han var på det forkerte sted lige der,« forklarer han.

Selvom det er hårdt, er Jesper Vollmer glad for, at Jesper Jul sluttede sit liv på toppen.

»Han har fået nogle knubs her i livet. Så vi glæder os bare over, at hans liv sluttede på en 'high note'. Alt kørte for ham. Han havde fået nyt hus, og han skulle giftes til sommer. Hans børn havde det godt, det gik godt på arbejde,« siger han og tilføjer:

»Vi gjorde alle sammen klar til at planlægge hans polterabend. Nu skal vi så planlægge en begravelse i stedet. Men man kan glæde sig over, at det sluttede, mens han havde det godt. Selvom det jo var alt, alt, alt for tidligt, det skulle slutte,« siger han.

Selvom han ikke længere kan se Jesper Jul på lørdag, mødes de alligevel i vennegruppen med deres familier og børn. For lige at være sammen.

»Vi har haft et langt liv sammen. Og nu vil vi være der for hans familie, som han har været der for os,« siger Jesper Vollmer.