27 år efter Jens Michael Schau tævede sin kæreste, forfatteren Christian Kampmann, ihjel, har han stadig svært ved at gå på gaden. Men han lader ikke til at have de store problemer med at tale om mordet. Tidligere er det således blevet til bøger, interview og mindst én kronik. Og nu får Jens Michael Schau også sin egen film.

Dokumentaren har fået titlen ’Det han gjorde’. I weekenden havde den premiere på filmfestivalen Cph:Dox i København. Og på mandag vises Jonas Poher Rasmussens værk på DR2.

Og i ’Det han gjorde’ fortæller Jens Michael Schau ikke alene, hvad han gjorde, men også hvorfor han gjorde det, og ikke mindst om, hvordan han har haft det siden. Og det er angiveligt stærke sager.

Under et ophold i deres sommerhus på Læsø i 1988 kom de to kærester op at skændes. Efter et voldsomt skubberi endte Christian Kampmann på ryggen. I retten fortalte Jens Michael Schau, hvordan han først slog løs med knytnæver, indtil armene blev trætte, så tog han bl.a. en vase og en sten. Og han fortsatte volden, indtil Christian Kampmann lå død på gulvet.

Løsladt efter syv år

Året efter fik Jens Michael Schau en fængselsstraf på ti år. Han blev løsladt efter syv år. Siden har Schau forsøgt at genvinde sin karriere som forfatter. Og i privaten er han angiveligt i dag heteroseksuel og gift med en yngre kvinde.

Forfatteren Christian Kampmann var 49 år gammel, da hans kæreste Jens Michael Schau tævede ham ihjel. I en ny dokumentarfilm taler morderen nu ud.
Forfatteren Christian Kampmann var 49 år gammel, da hans kæreste Jens Michael Schau tævede ham ihjel. I en ny dokumentarfilm taler morderen nu ud.
Vis mere

Dokumantarfilmens grundlæggende spørgsmål er ’hvorfor dræber man den, man elsker’. Og Jens Michael Schau forklarer, hvorfor det også har været svært at tilgive sig selv:

Dæmoner

»Jeg har svært ved at gå udenfor. Gå på gaden. Fordi jeg synes, at jeg ville krænke nogen ved at gå der. Altså, de ville blive krænket over min tilstedeværelse. Hvis jeg overvejer at gå en tur eller hente dit og dat, så overvejer jeg at blive hjemme,« siger hovedpersonen i filmen.

Og om Jens Michael Schaus svære situation fortæller instruktør Jonas Poher Rasmussen til Jyllands- Posten:

»Her er en mand, der tydeligvis kæmper med nogle dæmoner. Han har svært ved at tage skridt ud i verden efter endt afsoning, da han er plaget af skyld. Han har det ambivalent med kameraet, for han vil gerne fortælle sin side af historien, men samtidig vil hans ansigt atter blive sat på drabet. Han føler sig reduceret til den handling.«