Efter flere år i bandemiljøet har Hassan smidt rygmærket og lagt sin kriminelle fortid bag sig. Han har sagt farvel til »de eneste venner«, han nogensinde har haft og har investeret i en skudsikker vest. Via et exitforløb har han startet et nyt, borgerligt liv uden ulovlige penge på lommen og dyre biler til rådighed. Her er hans historie.
Han husker det tydeligt. Følelsen af at holde en pistol i hånden for første gang. Adrenalinen, der kører i kroppen. At tage den op. Sigte mod et andet menneske.
»Jeg tænkte, rammer jeg, så rammer jeg. Dør der nogen, så dør der nogen. Er der ingen, der dør, er han heldig, og jeg er glad.«
I sigtekornet var en person fra den bande, som hans gruppering »lå i krig med« på det tidspunkt. Han havde selv taget initiativ til angrebet.
»Der havde ikke været skyderier længe, så på det tidspunkt var det lidt kedeligt. Vi sad og snakkede om at lave noget sjovt og tog så ud for at skyde nogle fjender. Vi fandt en knallert og et våben, og så tog vi af sted.«
Hassan ramte ikke.
Alligevel står oplevelsen som det værste, han nåede at være med til i sin tid som bandemedlem. En tid, der strækker sig over flere år, og som involverer alt fra afpresning, hashhandel og afstraffelse af en af hans tidligere bedste venner til adskillige fængselsstraffe for grov vold.
Hassan er ikke hans rigtige navn, og hans alder kan vi ikke nævne mere præcist, end at han er en ung mand. Heller ikke bandens navn eller tidspunktet, hvor han vendte den ryggen, kan vi nævne. Begge dele af hensyn til Hassans sikkerhed.
Der er tale om en af de større gadebander i Danmark, og Hassan var centralt placeret. Han var en, der blev respekteret, og en, som ikke veg tilbage.
Her er hans historie.
Hassan er født og opvokset i Danmark i 1990erne. Han kommer fra en helt almindelig familie, som boede i et belastet boligområde, hvor mange af hans jævnaldrende i en tidlig alder lavede småkriminalitet. De havde et fællesskab, som Hassan ville være med i, så sammen med de jævnaldrende stjal han knallerter og lavede gaderøverier.
De hørte musik med rapperen 2Pac fra ghettoblasteren, de havde med over armen, og forsøgte at tiltvinge sig respekt i området. »Men vi var ikke helt farlige endnu,« husker Hassan.
Det blev de, som de blev ældre.
En nat i Hassans tidlige ungdom udviklede en bytur sig til et voldsomt knivslagsmål, hvor Hassan og et par af hans venner kom op at slås med medlemmer af en af områdets bander.
Episoden blev startskud til en årelang konflikt mellem Hassan og personer fra banden. Det ene brutale slagsmål tog det andet. Tydeligst husker Hassan, hvordan han en nat i byen endte i slagsmål med en af de unge mænd fra banden og fik ramt ham, så manden »fik åbnet hele hovedet«, fortæller Hassan, der selv den dag i dag har svært ved at undertrykke et lille smil.
Hassan fik i løbet af årene flere kortere straffe for vold, og da han i forbindelse med en afsoning mødte personer med tilknytning til en gadebande, som havde lagt sig ud med samme gruppering som Hassan, gav det sig selv for ham. Hassans optag i banden blev en realitet.
»Jeg så ikke konsekvenserne af det; det gjorde jeg ikke. Det var sjovt at hænge ud og bo sammen med vennerne, spille smart, og at pigerne kunne se, at jeg var med i en bande. Det var sejt at være med. Du bliver selv sejere, når du er en del af deres gruppe.«
»Folk blev mere tilbageholdende med at lave sjov med mig, da det spredte sig, at jeg var blevet bandemedlem. De var bange for, jeg ville tage det seriøst og så sende hele banden hen til deres by for at smadre lortet, selv om det ikke var sådan,« siger han.
I det område, Hassan boede i, var der på dette tidspunkt ingen rocker- eller bandegrupperinger, og folk var ikke vant til at se bandemedlemmer i gadebilledet. Men det var Hassan med til at få lavet om på.
»Jeg blev en del af et hold i byen,« griner han og fortæller, hvordan det lykkedes banden at samle en større gruppe unge mænd i en lokal afdeling.
Hver gang banden skulle rekruttere et nyt medlem, var taktikken den samme.
»Undlad alt det dårlige, som at politiet banker på hos dine forældre og fortæller dem alt, du laver, selv om du er over 18 år. Og at du, hvis du bliver dømt for noget, risikerer at få dobbelt straf. Jeg ville gå hen og sige: Hva’ så, vil du have et broderskab i stedet for dine nuværende venner, som måske ikke helt støtter dig. Vil du lave penge, lave damer, have fest, druk og sprut?«
Han taler stadig gadens sprog og får bandeord sneget ind på selv de mest umulige steder, men fortæller beredvilligt og høfligt.
Det gav status og anerkendelse for Hassan internt i grupperingen at have været en aktiv støtte i etableringen af en ny afdeling, og Hassan steg hurtigt i hierarkiet.
Han blev dog aldrig en ledende skikkelse i banden, for han var stadig for ung, synes han, og »orkede ikke at lægge alle de kræfter i det«, han vidste, det ville kræve.
I stedet brugte han dagene på at øge bandens indtjening og udbredelse.
»Hver morgen spurgte vi os selv: Er det hash, vi skal lave i dag. Skal vi finde folk, der skal betale beskyttelsespenge, ud og afpresse folk, rekruttere nye medlemmer eller prøve at starte noget op i andre byer,« nævner Hassan i flæng, som talte han om arbejdsopgaverne i et almindeligt kontorjob.
Den vigtigste opgave i de første år, Hassan var medlem, var ikke at tabe terræn i den verserende bandekrig, som grupperingen var en del af. Det krævede penge til våben.
Den nemmeste måde at skaffe dem på – og den mest brugte for Hassan og banden – var ifølge Hassan ved afpresning. Ikke af almindelige forretninger og forretningsdrivende, hævder han, men af personer i det kriminelle miljø, f.eks. lokale hashpushere.
»Du går hen og sætter en pistol i hovedet på ham og siger: Du skal betale 5.000 kr. om måneden, ellers lukker jeg din forretning. Det har jeg gjort mange gange. Det bliver hverdag for en, og det første, man tænker på om morgenen, er, hvem man skal afpresse i dag. Du tager to personer med, og så går I ud og gør det.«
Sådan var hverdagen for Hassan gennem flere år. En hverdag, han i dag har svært ved at forstå.
Erkendelsen fik han under en afsoning. Mens han tidligere havde afsonet på bandeafsnit og haft en »totalt hyggelig« oplevelse, blev han denne gang placeret på en almindelig afdeling i et andet fængsel. Det gav masser af tid alene til at tænke – både over fortiden og fremtiden.
Kort inde i afsoningen kom hans kæreste endelig forbi. Han havde glædet sig, men hun var helt kold og nægtede at give ham kys og kram, husker han. Hun fortalte, at et familiemedlem til Hassan var død, og så gik hun igen.
»Da jeg kom op på min celle, tænkte jeg bare fuck mand. Jeg har mistet min kæreste, jeg har mistet min familie, og jeg er så træt af alle de her bekymringer,« siger han og fortæller, hvordan han både fik det psykisk og fysisk dårligt af at være udsat for stress i så lange perioder, og hvordan særligt hans mors stigende bekymring påvirkede ham.
»Min mor har flere gange sagt, at hun bare venter på et opkald fra hospitalet om, at jeg er blevet skudt med en kugle i hovedet. Det er sådan nogle tanker, hun får. Hvorfor skulle jeg give hende de bekymringer?« spørger han retorisk.
Det var i det øjeblik, da han sad tilbage i cellen efter kærestens besøg, at Hassan definitivt traf beslutningen om at forlade bandemiljøet.
En beslutning, der senere blev sat på prøve, da det viste sig, at han afsonede i samme fængsel som flere andre personer fra sin bande. De talte jævnligt sammen, og flere gange overvejede Hassan at opgive sin plan om at vende banden ryggen, men tanken om at miste kæresten holdt ham fast.
Egentlig havde Hassan ikke planer om at starte i et exitprogram. Han ville klare ærterne selv. Orkede ikke, at der var nogen – sikkert nogle hårde typer – der skulle bestemme over ham.
»Men jeg vidste også, at hvis jeg selv skulle klare det uden hjælp, ville jeg komme tilbage til [bandenavn udeladt]. Hundrede procent,« siger han, og man fornemmer, hvor svært det har været at sige farvel til den verden, han kendte, og starte på en helt ny tilværelse.
Derfor var støtten fra exitkoordinatoren i Københavns Politi og personalet i exitenheden i Københavns Kommune, EKI, også kærkommen. Her fik Hassan to vejledere tilknyttet og fik hjælp til alt fra jobsøgning og efteruddannelseskurser til helt konkret vejledning i situationer, hvor han var i tvivl om, hvordan han som eksbandemedlem skulle agere.
»Hvis jeg har noget i hovedet, jeg er i tvivl om, så kan jeg altid ringe og spørge, hvad de synes. De har hjulpet mig rigtig meget, støttet mig og givet mig det skub, jeg har brug for. Uden exitprogrammet var jeg aldrig nået dertil, hvor jeg er nu,« siger Hassan.
I dag er han ude af miljøet og har ikke lavet kriminalitet, siden han begyndte i exitforløbet. Han smiler over hele ansigtet, da han fortæller det, for det er han »sgu stolt af«.
Han har fået et fast arbejde, tjener sine egne penge og betegner sig selv som lidt af »en familiemand«, der ankommer som den første til familiearrangementer, hjælper til med borddækningen og i det hele taget bare er til stede, når familien samles.
Han er stadig en del af exitprogrammet, for han mangler lige det sidste, før han er klar til at stå helt på egne ben, mener han.
Hassan har flere gange prøvet at overbevise et par nære venner og et familiemedlem, der også er aktiv i bandemiljøet, om at forlade den kriminelle verden, men indtil videre uden held.
For det ér en svær beslutning, og det er svært at få lov til at forlade miljøet i fred.
»Der er rigtig mange, der har ondt i røven over, at jeg hopper ud uden, der sker mig noget, fordi de også har lyst til at komme ud. Og hvis de ser, jeg snakker med medierne, vil de begynde at kalde mig stikker og begynde at manipulere hinanden, og så har jeg pludselig nogle fjender,« siger han på en måde, så man tydeligt fornemmer det dilemma, han hele tiden står i efter at have lagt sit liv om.
På den ene side savner han sine barndomsvenner. Savner de nætter, hvor de kunne sidde og ryge den ene karton smøger efter den anden og bare sludre. Savner sin lækre luksusbil, de mange penge i lommen og mærketøjet. På den anden side har han fået nok af alle de bekymringer, som ligger lige i slipstrømmen af ethvert bandemedlem. Bekymringer som, hvornår telefonen igen ringer, og man bliver inviteret med til et overfald eller får placeret en pistol i hånden, hvornår politiet kommer forbi, eller om der sker noget med ens nærmeste.
Selv om Hassan har forladt bandemiljøet, har han ikke kunnet slippe sine bekymringer – ikke endnu.
»Jeg er hele tiden bekymret. Hvem er det mon, der bliver skudt nu? Hvem er blevet ramt? Er det mit familiemedlem, mine tidligere kammerater? Det er jo folk, jeg er født og opvokset med. Det er de eneste venner, jeg nogensinde har haft. Selvfølgelig bekymrer det mig – det gør det.«
Når det gælder hans egen sikkerhed, må han også tage sine forholdsregler, når han færdes i det offentlige rum. Ikke fordi han er bange for repressalier fra sine tidligere bandevenner, men på grund af tidligere fjendskab.
»Der er stadig mange af mine tidligere fjender, der ikke ved, jeg er ude (af banden, red.). Hvordan fanden skulle de vide det? Og jeg tror ikke, jeg kan nå at stoppe dem og sige: Undskyld, lige før du skyder – jeg er ikke bandemedlem mere.«
Derfor har han altid en skudsikker vest i bilen, som han ifører sig på vej til og fra arbejde.
»Jeg skal sgu ikke blive ramt nu,« siger han.
Er der noget, du fortryder, når du ser tilbage på dit liv?
»For at være helt ærlig, nej,« starter han, men modererer straks:
»Selvfølgelig fortryder jeg, at jeg har såret folk, og jeg fortryder den kriminalitet, hvor nogen er kommet til skade. Hundrede procent. Men jeg fortryder ikke, at jeg har prøvet det her. Jeg vil huske, at jeg har prøvet noget rigtig slemt og lære af det. Det vil jeg bruge resten af mit liv på.«
Præcis hvad fremtiden ellers vil bringe, ved Hassan ikke. Ud over at han snart skal investere i sin første lovlige bil.
»Om to måneder skal jeg købe en fed bil som en af dem, jeg havde dengang – men for mine egne lovlige penge. Jeg skal ud og vise lønsedler og kontoudskrifter,« siger han begejstret. For er der noget, han elsker, ud over sin kæreste og sin familie, er det biler, lader han forstå.
På længere sigt kunne drømmen meget vel være at hjælpe unge drenge, så de ikke ender samme sted, som han nu kæmper sig væk fra.
»Hvis jeg fortæller de unge, at de ikke skal gå ned ad den her vej, fordi den er forfærdelig, så lytter de til mig. For de ved, jeg har været der. Det vil virke meget bedre, end hvis der kommer en pædagog, som lige er blevet færdig på seminariet, for så vil de bare sige: Fuck af med dig, du ved ikke en skid,« vurderer Hassan, der gerne vil dedikere sin afsluttende bemærkning til de unge mænd, der overvejer at blive bandemedlemmer:
»Inden de gør det, skal de forestille sig deres mor – bare i et minut. De skal forestille sig, at deres mor sidder og er bekymret for dem. Når jeg er bekymret for mine venner i banden, er jeg rigtig bekymret, men forestil dig så, hvordan en mor, der har båret dig i ni måneder, født dig og opdraget dig, har det? Hvorfor vil nogen udsætte deres mor for det?« spørger han retorisk.
Hassans historie indeholder mange elementer, som går igen blandt de exitdeltagere, Københavns Kommune ser. Det fortæller områdechef for exitprogrammet i kommunen, Joy Torpdahl.
»Selve historien, hvor det hele begynder med småkriminalitet og de forkerte venner og siden eskalerer, er super klassisk, men Hassan er en af de mere velfungerende og reflekterende, vi har,« siger hun.
