En 22-årig mand og en 19-årig kvinde - begge fra Odense - blev torsdag formiddag klokken 9.30 fundet døde i mandens bil på en rasteplads på motorvejen mellem Odense og Nyborg. Manden havde skudt sig. Kvinden er formentlig blevet kvalt.
Det oplyser Henrik Justesen fra Fyns Politi til bt.dk.
Politiet bekræfter, at den dræbte mand er identisk med den 22-årige, der siden torsdag aften har været efterlyst som sindsforvirret, bevæbnet og farlig.
Bt.dk's udsendte journalist på stedet fortæller, at retsmedicinere og kriminalteknikere netop nu arbejder på højtryk på rastepladsen. Den hvide Toyota Corolla som parret blev fundet i er blevet dækket til af et stort telt.
Afkørslen fra motorvejen ind til rastepladsen er blevet spærret af ved hjælp af en patruljevogn placeret på tværs med blinkende lys.
Den 22-årige mand ringede onsdag aften til sine svigerforældre og sagde, at han havde dræbt deres datter, der er identisk med mandens 19-årige kæreste.
Politiet fandt siden et afskedsbrev fra manden, der var jæger og ejer af et haglgevær.
Han blev forgæves eftersøgt natten igennem, blandt andet på kirkegården i Vissenbjerg, hvor han tidligere har opsøgt sin mormors grav, når han var ked af det.
Bt.dk følger sagen.




















