Politiet har sigtet to personer i sagen om tyveriet af Janni Borups urne fra Nordre Kirkegård. Det fortæller Allan Uhrskov fra Randers Politi.

»Vi har fat i to personer, som vi er i gang med at sigte for overtrædelse af loven om gravfred. Jeg kan fortælle, at det er to personer, som har relationer til gravstedet,« siger Allan Uhrskov.

Onsdag valgte to personer at grave Janni Borups urne op ved højlys dag. Gerningsmændene stillede dog urnen fra sig, da de flygtede fra kirkegården.

Allerede onsdag havde familien en stærk formodning om, hvem de to mænd kunne være.

»Vi har to personer, som vi mistænker. Da Janni blev begravet, var der kun 15 mennesker tilstede. Vi ved, at de 11 ikke har noget med det her at gøre. Så er der fire tilbage. To af dem har vi spurgt, og de nægtede at have noget med det at gøre, så det efterlader to, som vi tror kunne stå bag,« siger Kim Borup, der er storebror til Janni Borup.

Familien Borup måtte igennem endnu en tragisk hændelse, da Janni Borups urne blev gravet op. Janni Borup tog nemlig sit eget liv i september 2012. Nu skal familien så for anden gang begrave Janni Borup.

»Denne gang ved vi jo faktisk ikke, om hun kan få lov at ligge i fred. Vi har respekteret hendes ønske om, at hun ville ligge ved sine oldeforældre, og det er der åbenbart nogle, der ikke kan leve med,« siger Kim Borup.