Må ikke blive skilt fra sexdømt ægtemand

Statsforvaltningen ville ikke hjælpe Janni med at blive skilt fra sexdømt ægtemand.

Forestil dig, at du lige er undsluppet dit livs mareridt, kun for at blive bedt om at vende om og konfrontere monsteret endnu en gang. Sådan havde Janni fra Herlev det, da hun gik til myndighederne, fordi hun ville have en skilsmisse fra sin sexdømte ægtemand, Bo.

På Statsforvaltningen blev hun nemlig bedt om selv at stå for kontakten til sexforbryderen. Det fortæller Janni til BT. Men det er langtfra i overensstemmelse med Statsforvaltningens sædvanlige praksis, oplyser kontorchef i Statsforvaltningen Ida Wille.

For to uger siden kunne BT fortælle historien om Janni, der ikke kan blive skilt fra sin ægtemand Bo, selvom han for tiden afsoner en dom på seks års fængsel for omfattende seksuelt misbrug af Jannis dengang 13-årige datter.

På BT har vi spurgt Statsforvaltningen, hvordan praksis er i skilsmissesager, hvor den ene part sidder fængslet.

- Det vil aldrig være den anden ægtefælle, der bliver bedt om at sørge for, at den fængslede ægtefælle bliver bragt til vilkårsforhandling.

Det vil heller ikke være den anden ægtefælle, der bliver bedt om at varetage kommunikationen med fængselsvæsnet, skriver kontorchef i Statsforvaltningen Syddanmark, Ida Wille, i en mail til BT.

Janni skulle selv få fat i Bo

Men ifølge Janni var det netop, hvad hun blev bedt om af Statsforvaltningen, da hun bad om skilsmisse fra sin sexdømte mand.

Hun fortæller, at hun både blev bedt om at undersøge, i hvilket fængsel den daværende ægtemand afsonede og hun skulle få politiet til at bringe ham ind til samtale hos Statsforvaltningen.

- De (Statsforvaltningen, red.) sagde til mig, at jeg ikke kunne blive separeret, før de har fået samtykke fra Bo. Så fik jeg at vide, at jeg skulle sørge for, at Bo kom derind.

Jeg skulle ringe til politiet for at sige, at Bo skulle ind på Statsforvaltningen. Det skulle jeg også sørge for, fortæller Janni.

Politiet bekræfter over for BT, at Janni henvendte sig hos dem for at få den sexdømte mand kørt ind til Statsforvaltningen, da hun i efteråret 2011 forsøgte at blive separeret fra Bo.

Statsforvaltningen har altså tilsyneladende set stort på sine egne retningslinjer og uddelegeret sit ansvar til Janni i den besværlige sag, hvor en dømt sexforbryder skulle indkaldes til samtale i en skilsmissesag.

’Jeg græd, da jeg gik derfra’

Men Janni er ked af, at det blev hende, der skulle tage det ansvar også i den svære tid, efter det omfattende seksuelle misbrug af hendes datter var blevet opdaget.

- For det første var jeg ked af det i forvejen. Jeg tænkte; ’hvorfor skal jeg gøre det?’

Statsforvaltningen burde finde ud af, hvor hos politiet man skulle henvende sig, men det kunne de ikke, sagde de.

Jeg følte mig meget lille og krænket. Jeg græd, da jeg gik derfra og tænkte, ’det kan bare ikke være rigtigt, det her,’ fortæller Janni.

BT har forelagt Statsforvaltningen oplysningerne i denne artikel, men Statsforvaltningen fastholder, at de ikke kan kommentere konkrete sager.

Læs også: