Jane Patorra kan aldrig tilgive de tre drenge, der står tiltalt for at stikke hendes søn Jon ihjel. Mandag begynder retssagen mod Jons formodede drabsmænd.

Jane Patorra kan stadig huske den tirsdag i september i fjor, da hun læser på tekst-tv, at to unge mænd er stukket ned i Vanløse. Hun når også at læse, at én er død, så ringer telefonen. I den anden ende er sønnen Jons kammerat. Han siger, de skal til Riget, men mere ikke end det. Hun husker, de kører i overhalingsbanen, over for rødt, og at det er, som om alle holder tilbage for dem. På Rigshospitalet hører hun kun en sygeplejerske spørge: Har din søn synlige tatoveringer? Så bliver alt sort.



Den 21-årige Jon Patorra vil tirsdag, 25. september 2012, hente en pizza hos Damhus Pizza & Grill på Jydeholmen 40 i Vanløse sammen med en jævnaldrende kammerat, da han og kammeraten træffer tre drenge. Den 15-årige J., den 16-årige T. og den 18-årig H. Jon har truffet de tre indvandrerdrenge før, og luften var ikke varm.

Det kommer til klammeri, den 16-årige T. trækker en kniv, og Jons ven bliver slået i ansigtet og snittet i højre tommelfinger. Jon selv bliver kun ramt af ét enkelt knivstik, men det er til gengæld fatalt. Kniven skærer legemspulsåren over, som går mellem hjertet og nyrerne, og på Rigshospitalet står det hurtigt klart: Jon overlever ikke sine kvæstelser.

- Jeg kan bare huske, at jeg skubber til sygeplejersken, da hun spørger om tatoveringerne. Dér ved jeg, at Jon er død. Det næste, jeg husker, er, at jeg får en folder i hånden over bedemænd, hvor der øverst står, at ‘døden er en naturlig ting’. Sådan noget pis. Der er intet naturligt i at få sin søn slået ihjel, 21 år gammel, siger Jane Patorra.

BT møder hende og hendes eksmand, Jons far, i Brønshøj, hvor Jon hang ud med sin store venneflok, og få hundrede meter derfra ligger han begravet på Brønshøj Kirkegård. Mandag vil Jane Patorra være at finde på tilhørerrækkerne i Retten på Frederiksberg, hvor retssagen mod hendes søns formodede drabsmænd begynder.



Det er ikke første gang, hun skal se de tiltalte i øjnene. Den yngste, J., der var blot 15 på gerningstidspunktet, er ikke varetægtsfængslet forud for retssagen, fordi han ikke førte kniven. Derfor var det for en måned siden muligt for Jane Patorra at passere ham på gaden.

- Jeg var nødt til at holde hænderne i lommerne, fordi jeg var bange for at komme til at slå ham. Det fører ikke til noget at banke ham i gulvet, men jeg ville gerne have konfronteret ham, siger Jane Patorra.

Hun sender et skævt smil, da hun tilføjer:

- Hvis jeg vidste, det ikke blev opdaget, ville jeg smide dem alle i en kødhakkermaskine. Jeg ved godt, at hævn ikke giver min søn igen. Jeg ved, at de også har familier. Men jeg fik kun min søn i 21 år og seks uger, og jeg synes ærligt talt ikke, at deres familier har fortjent at have deres sønner længere.



At det var den tiltalte J., hun mødte på gaden, fik hun bekræftet, da nogle af de tiltaltes støttere omtalte mødet på Jons mindeside på Facebook. Hendes spinkle krop letter nærmest fra stolen, og de mørke øjne lyner, når hun fortæller, hvordan venner af de tiltalte har beskyldt hendes søn for at være skyld i sin egen død. Hun ved godt, hun selv puster til ilden, når hun konsekvent omtaler de tiltaltes etniske baggrunde. En marokkaner, en afghaner og en med en brasiliansk far. Og ligeså konsekvent kalder dem ’de tre aber’.

- Jeg er ikke racist. Jeg har arbejdet i Tingbjerg (tidl. ghetto, red.) som hjemmesygeplejerske i seks år, blandt 38 nationaliteter. Jeg har altid haft plads til alle i mit liv - én af mine bedste veninder er muslim - men jeg vil have lov til at hade de tre. Jeg har aldrig hadet nogen før, men det var et gen, jeg fik, da min søn blev myrdet.

Hun beskriver sig selv som en glad krudtugle før sin søns død. Jon Patorra voksede op i Vanløse, som lidt mere end en krudtugle. Han havde sagt på gammelt dansk ‘damp’, han var grænsesøgende, men udover grænserne.

Han forgudede sin ni år ældre bror, og han hang altid ud med kammerater ældre end sig selv. I slutningen af 90’erne blev der dannet kliker i Vanløse, og Jon hang med, også da hans storebror søgte ind i Bandidos. Jon ‘snusede’ selv til miljøet i en periode. Han fik tatoveret FTL (Fuck The Law) og ACAB (All Cops Are Bastards), og han hverken lignede eller var blandt Guds bedste børn i de år, erkender forældrene.

Det er historien om de forkerte venner og jagten på hurtige penge. Han stjal benzin, biler og begik indbrud. Forældrene gætter på, at deres skilsmisse i 2003 bidrog til, at Jons verden faldt fra hinanden. Forældrene gætter også på, at det var på et tidspunkt, da sønnen købte og solgte hash, at han traf og ragede uklar med de tre drenge, som i dag står tiltalt for drabet.

I 2011 blev han knaldet for tyveri. Røg ni måneder bag tremmer, men da han kom ud i maj 2012, fire måneder før sin død, var det med rosende ord fra Kriminalforsorgen og drømmen om at drive sin egen café.

- Han flyttede hjem til mig, så der ikke var slinger i valsen. Jeg hævede min arbejdsmarkedspension for at hjælpe ham med hans drøm, fortæller Jane Patorra og tilføjer tørt:

- De penge endte jeg med at bruge på hans begravelse.

Historien om Jon Patorra er også historien om en ung knægt, der smeltede hjerter hos dem, der stod ham nær - som præsten fortalte det på begravelsesdagen 6. oktober. Han dansede sig til tops på Britt Bendixens danseskole og blev i løbet af få år Danmarksmester i juniordans. I dag vidner hans gravsted om en stor, trofast venneflok, der stadig 13 måneder efter hans død sørger for friske blomster, tændte lys i lanterner, hilsner og billeder.

- Mange fik et chok over, at han så barsk ud, men i virkeligheden var så sød. Til begravelsen undrede jeg mig over, hvorfor der lå en krans fra Q8, altså tankstationen. Så viste det sig, at det var fordi Jon faktisk havde været oppe og sige undskyld for den benzin, han altid stjal og havde tilbudt sin arbejdskraft. Den slags historier gør mig rørt i dag, siger Jane Patorra og smiler, for første gang helt op i øjnene.

Hver dag omkring klokken 11.30, drabstidspunktet, går Jane Patorras verden en lille smule i stå. Hun har opgivet at passe et arbejde, har søgt om førtidspension, og det krudt, hun måtte have, bruger hun bl.a. på at besvare de mange breve, hun får fra andre, der har mistet. Moderen til Jonathan Taboryski, der blev skudt i Høje Gladsaxe 11. januar i år, og som man mener indledte den verserende bandekrig. Kæresten til den 19-årige mand, der blev knivdræbt på Høje Taastrup Station sidste weekend.

- Jeg får mange menneskers sorg på mine skuldre, som forventer, jeg har et råd. Jeg skriver det bedste, jeg kan. Der er gået et år, men jeg stadig intet råd. Tiden læger ikke alle sår, der vil for altid være et ar i mit hjerte.