Flere forhold svækker den 40-årige drabstiltalte LN’s forklaring i sagen om Skodborg-drabet.

Nettet strammes om den drabstiltalte LN i retten i Esbjerg, hvor sagen om det såkaldte Skodborg-drab kører på anden dag. Den jakke, som den 40-årige LN var iført på den aften og nat, hvor 42-årige Jørn Brøgger Lund blev dræbt i sin seng i Skodborg, er på mystisk vis forsvundet. Det har LN netop erkendt i retten i Esbjerg. Overvågningsbilleder fra en tankstation viser, at LN den 3. januar om aftenen bar en grå-lilla dynejakke, mens hun på overvågningsbilleder fra Bilka, hvor hun handlede sammen med sin søn den 4. januar, er iført en sort, lang frakke. Den grå-lilla dynejakke er imidlertid sporløst forsvundet, og anklager Anders Raagaard her netop mere end antydet, at LN har haft behov for at skille sig af med jakken for at skjule et besøg hos Jørn Brøgger Lund. Jakken er nemlig forsvundet på samme tidspunkt, som Jørn Brøgger Lund er blevet dræbt - mellem den 3. januar om aftenen og om eftermiddagen den 4. januar. LN har imidlertid affejet anklagen. Hun aner ikke, hvor jakken er blevet af. - Det kan jeg ikke svare dig på, sagde hun i retten, hvor hun har forklaret, at hun før har mistet sin jakke i Bilka. - Når vi kommer ind i Bilka, ligger jakken i bunden af vores vogn. Når vi så tager varerne op, er det min dreng, der suser af sted med vognen, sagde hun. LN er tiltalt for at have bundet Jørn Brøgger Lund, skåret ham i halsen og smadret hans kranium med en stump genstand. Selv om LN’s dna er fundet flere steder på liget, nægter hun sig skyldig og har forklaret, at hun sov hos sin søster på drabsnatten. Den drabstiltaltes søster har imidlertid tidligere ligeså sået tvivl om LN’s færden på drabsnatten, da hun har fortalt, at det om morgenen ikke så ud som om, LN havde sovet, fordi dynen ikke var krøllet. Desuden har søsteren efterfølgende fundet rengøringsmiddel på badeværelset, som hun mener LN, har placeret der på drabsnatten. Også LN’s mor, som LN besøgte om aftenen den 3. januar, havde svært ved at bekræfte LN’s forklaring om, at hun havde været hos sin mor og far til sent om aftenen. Ligesom et andet vidne har fortalt, at LN's bil ikke var parkeret uden for forældrenes hus på det tidspunkt, som LN ellers har påstået, at hun var der. I løbet af eftermiddagen skal flere vidner afhøres i sagen om det bestialske mord. B.T. følger sagen, hvor der forventes at falde dom den 27. januar.