I sagen om sexgalningen fra Fyn, hvor en 10-årig og en 11-årig pige har været bortført og udsat for seksuelle overgreb, offentliggør politiet nu en ny detalje om gerningsmanden.

Det sker efter politiet har gennemgået videoafhøringerne af de to piger fra Øster Skerninge og Refsvindinge igen.

- Han mumlede og snakkede nærmest med sig selv, mens han kørte rundt med pigerne. Det har de begge to bemærket. Han spurgte dem også begge to ud om deres alder, og hvor de går i skole, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, der leder efterforskningen.

Han håber, at især gerningsmanden tendens til at mumle kan få nogen til at henvende sig med nye spor.

Flere end 70 mistænkte mænd havde valgt frivilligt at lade politiet DNA-teste sig ved hjælp af et mundskrab. Der er nu kommet svar på 60 af disse tests, og ingen af de mistænkte matchede gerningsmandens DNA-profil.

Har skabt stor utryghed

- Vi har valgt at få taget de mange mundskrab i forbindelse med vores afhøringer, fordi det hurtigt og entydigt kan udelukke folk fra at være under mistanke. Det er vigtigt for både de mistænkte og for efterforskningen, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

Politiet har i sagen modtaget over 1000 henvendelser fra offentligheden. Det er nu en måned siden, at det første overgreb fandt sted, men sexkrænkeren har skabt stor utryghed i det sydfynske, fortæller Henrik Justesen.

Ifølge politiets signalement af gerningsmanden er han dansktalende og almindelig til kraftig af bygning. Da han udførte overgrebene, var han iført mørk strikhue, mørk bluse, mørkeblå cowboybukser og sorte kondisko. I begge tilfælde kørte gerningsmanden i en ældre personbil, som var bordeaux eller mørkerød.