For 53-årige René Kluk blev filmen 'Jagten' i sommer pludselig virkelighed. I filmen bliver Mads Mikkelsens karakter anklaget for at have krænket en lille pige seksuelt i en børnehave. I virkeligheden blev René Kluk anklaget for at have krænket sit fire-årige barnebarn. Der var ingen beviser, men i dag tør René Kluk ikke være alene med sine børnebørn.
Det hele begyndte i en daginstitution i Ballerup den 15. juni, skriver Politiken, der har talt med René Kluk og hans familie om sagen.
Under en frokost fortalte en lyshåret dreng sin sidekammerat om sin farfars tissemand. Den kommentar tilkaldte sig en af pædagogernes opmærksomhed.
»Jeg slikker på farfars tissemand,« fortalte den fireårige dreng ifølge Politiken.
Pædagogen spurgte drengen, om hans farfar godt kunne lide det. Drengene svarede ja og fortalte, at 'farfar bliver træt og sover bagefter'.
Det blev startskuddet på René Kluks mareridt. Et mareridt, som blandt andet flere mandlige pædagoger også har gennemlevet. For to år siden kom det frem, at pædagogernes fagforbund BUPL de seneste fem år har haft 30 arbejdsskadesager på grund af falske pædofili-anklager.
Konsekvenserne for de pædagoger, der var blevet udsat for grundløse anklager om overgreb på børn, var blandt andet til arbejdsløshed, social isolation og sygdom.
Samtidig viste en undersøgelse fra forskningsgruppen Paradox på Aarhus Universitet, at det ikke kun var pædagoger, der frygtede pædofili-anklagerne. Også mange fædre og bedstefædre følte sig hæmmede i deres forhold til deres egne og andres børn og børnebørn af skræk for at bliver udsat for anklager om at krænke børnenes blufærdighed.
Tre ud af 10 mænd havde ifølge undersøgelsen inden for de senere år tænkt på risikoen for at blive anklaget for pædofili, når de er sammen med børn.
Mens 3,9 procent af kvinderne havde ændret adfærd over for børn som følge af det øgede fokus på pædofili, havde flere end fire gange så mange mænd, 16 procent, gjort det samme. 16,8 procent af mændene svarede dengang, at de forsøgte at undgå kropskontakt med børn.
Mærket af sagen
I sagen om René Kluks barnebarn, fortalte pædagogen en kollega om drengens udtalesler. Sammen kontaktede de institutionens leder, som indberettede det til Ballerup Kommunes familieteam. Da de havde læst indberetningen, meldte de det til politiet.
To dage efter blev den fireårige dreng og hans storesøster videoafhørt på politistationen i Albertslund.
Hurtigt stod det klart for politiet, at der ikke var nogen grund til at tro, at børnene havde været udsat for overgreb. Intet tydede på, at der var foregået noget forkert. Efterforskningen blev stoppet med det samme.
Efterfølgende har René Kluk og hans familie talt ud om hele sagen. Men selvom der ikke var hold i anklagerne, er han mærket af situationen.
Da han sammen med sin kone skulle passe børnebørnene og have dem med i badeland i slutningen af august, fik han sin hustru til at tage begge børnebørn med gennem kvindernes omklædningsrum, hvor han tidligere ville have taget den fireårige med sig ind gennem mændenes.
»Jeg kan også mærke, at jeg reagerer anderledes, når vi er sammen med familien. Jeg er blevet bange for at være alene i et rum med mine børnebørn. Det er forfærdeligt at have det sådan,« siger han til Politiken.
Et eksempel på overdreven angst for overgreb
Alle anklager er droppet mod René Kluk, der har valgt at stå frem med sin historie, da han mener, at sagen er et eksempel på overdreven angst for overgreb.
»Jeg ved godt, at der sikkert er nogen, som vil tænke, at der ikke går røg af en brand, uden at der er ild i den, men nu tænker jeg ’fandeme nej, så må folk tænke sådan’. Jeg vil alligevel fortælle om, hvad jeg har været udsat for, for det må ikke ske for andre. Det har sat så dybe spor i mig«, siger han til Politiken.
Den samme følelse, som René Kluk nu bærer rundt på, var også den samme, der gik igen i de sager om grundløse anklager mod pædagogerne. Det fortalte formanden for pædagogernes fagforbund BUPL, Henning Pedersen, i forbindelse med at tallene kom ud for to år siden op til netop premieren på filmen 'Jagten' af Thomas Vinterberg.
»Det har nogle alvorlige menneskelige konsekvenser for den enkelte, at mistanken overhovedet rejses. Det berører den enkelte dybt. Det går ud over selvværdet og ens selvforståelse, for hvordan skal man begå sig i forhold til andre mennesker, hvis man hele tiden føler sig mistænkeliggjort,« sagde han dengang til BT.
Da tallene kom ud for to år siden, viste en undersøgelse fra BUPL, at omkring 100 pædagoger havde været anklaget for pædofili de seneste fem år. Af dem var der kun faldet dom i en enkelt sag.