Politiet afspærrede tirsdag dele af Sønderborg i jagten på en mistænkt fra weekendens skyderi i byen.

Esbjerg. En omfattende politiaktion i Sønderborg er tirsdag eftermiddag endt med en skuffelse for politiet.

Ifølge jv.dk blev blandt andet Helgolandsgade spærret af, mens politistyrker trængte ind i en lejlighed.

I en kortfattet pressemeddelelse tirsdag eftermiddag, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at aktionen har forbindelse til et skyderi i Sønderborg i weekenden.

- Politiet søgte blandt andet efter en mistænkt person på to konkrete adresser i Sønderborg, men uden at træffe den pågældende person. Der er således fortsat ingen anholdte i sagen, hedder det i pressemeddelelsen.

Lørdag ringede en borger til politiet om et voldsomt skænderi, der fandt sted ved en boligblok på Koralvej. Under samtalen kunne man høre skud, der blev affyret i baggrunden.

Offeret var en 29-årig mand, der med helikopter blev fløjet til Odense Universitetshospital. Hans tilstand er tirsdag eftermiddag stabil.

En spinkel ung mand, der lørdag var iført bøllehat og en lys T-shirt, er efterlyst af politiet.

Politiet er fortsat meget tilbageholdende med oplysninger i sagen. Således har politiets talsperson Lisa Dissing ikke villet oplyse, hvor mange skud der blev affyret, eller hvilket type våben der blev brugt.

Dog har man oplyst, at skyderiet formentlig bunder i en konflikt mellem to personer, og at der næppe er tale om et bandeopgør.

/ritzau/