Københavns Politi gik fredag aften endnu en gang offentligt ud for at understrege, at intet fortsat tyder på, at gerningsmanden til skyderierne på Christiania var påvirket af sin sympati for terrororganisationen IS.

Det sker efter, at den trængte terrororganisation fredag eftermiddag havde hævdet, at den 25-årige Mesa Hodzic, der ifølge politiet var gerningsmanden til skyderiet på Christiania og efterfølgende selv døde efter en skudveksling med politiet, var »soldat« for dem.

Det påstod Islamisk Stat via deres propaganda-bureau Amaq, men eksperter hæfter sig ved, at meldingen baserer sig på »anonyme kilder«. Det har også været tilfældet efter flere af sommerens terrorangreb i Europa, som IS har haft lyst til at »prale« med, selv om der tilsyneladende ikke har været tale om en reel kobling mellem gerningsmanden og terrororganisationen.

Københavns Politi gik dog allerede torsdag første gang ud med en pressemeddelelse om, at Meza Hodzic godt nok tilsyneladende sympatiserede med IS og havde tilknytning til den salafistiske gruppering Millatu Ibrahim, men at intet tydede på, at det havde betydning for skudepisoderne på Christiania, hvor to politifolk og en civil borger blev ramt af skud.

Det budskab gentog politiet tidligt fredag aften efter IS-påstanden om, at den københavnske pistolmand og pusher var en af deres soldater.

Den salafiske gruppering Millatu Ibrahim er imod demokrati, og blev i 2012 forbudt i Tyskland, fordi den ifølge indenrigsministeriet modarbejdede forfatningen og opfordrede til vold.

Inden han natten til fredag døde på Rigshospitalet i København nåede den 25-årige Meza Hodzic, der stammede fra Bosnien, at blive sigtet og varetægtsfængslet in absentia for fire drabsforsøg samt pushervirksomhed på Christiania.

Ifølge sigtelsen var den påståede IS-soldat med til at besidde 48,8 kg hash, 2,7 kg skunk, 2,7 kg. pot, 1476 store joints, 399 alm. joints, 43,2 gram ice, 130 ml hasholie og 61 hashkager.