Det er formentlig en international røverbande, der står bag hacking af flere netbankkonti hos Danske Bank, hvor der i otte tilfælde er blevet misbrugt for 700.000 kroner.

Hos firmaet Nets, der udbyder betalings-, kort- og informationssystemer, tyder alt i hvert fald på, at der er tale om en organiseret bande uden for Danmarks grænser.

- Det er med ret stor sandsynlighed internationale svindlere. Vi kan se, at pengene er blevet overført til udenlandske konti, siger pressechef i Nets, Søren Winge, til bt.dk.

- Det er sket på en måde, der virker meget professionel, både i forhold til at få hacket sig ind hos private brugere og efterfølgende være med aktivt, når de logger på næste gang og så franarre dem via et pop-up-vindue, der til forveksling måske ligner det, de er vant til, siger han.

Han peger på, at det kræver en særlig ekspertise at kunne hacke sig ind i netbankkonti, som det er foregået i de seneste dage.

- Der er mange forudsætninger, der skal være til stede, og det kan kun gennemføres af meget professionelle svindlere, siger Søren Winge.

Han understreger, at folk ikke skal være nervøse for at bruge deres netbank. De berørte banker informerer nu deres kunder, når de logger på netbanken, og advarer mod at bruge deres adgangskode mere end én gang, når de logger på, forklarer han.

Man skal også være opmærksom på at opdatere sin software, lyder det.