Lige nu bliver der endnu engang ledt intensivt efter den forsvundne svenske journalist Kim Wall, der sidst er blevet set om bord på den danske opfinder Peter Madsens ubåd. Det sker, efter dansk politi har bedt deres svenske kolleger om igen at søge i vandet langs sydkysten ved Skåne.

Det skriver det svenske medie Expressen.

Til BT fortæller talsmanden for det svenske politi i Region Syd -  Jimmy Modin - at man i øjeblikket leder i området ved den sydvestlige kyst ved Skåne.

»Vi søger efter alt, som kan være af interesse for dansk politi,« siger han.

Siden lørdag har et eftersøgningshold arbejdet med at lede området igennem - helt konkret området syd for Øresundsbroen. Lige præcis det område bliver gennemsøgt nu, efter man har analyseret havstrømmene de seneste dage.

»Vi er i gang derude, fordi vi har undersøgt havstrømmene, og hvordan de har været. Og de seneste dage er de strømme gået mod Sverige. Så det er derfor, vi leder der, hvis der skulle findes noget i vandet - eller som er skyllet ind på land - som kunne være interessant for dansk politi,« siger Jimmy Modin og forklarer, at politiet får hjælp til eftersøgningen af Sjöräddningssällskapet (en privat, svensk søredningstjeneste, red.) og har en helikopter i luften.

Den danske opfinder Peter Madsen ses her, efter han kom i land i Dragør forrige fredag.
Den danske opfinder Peter Madsen ses her, efter han kom i land i Dragør forrige fredag. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Arbejdet kommer til at fortsætte det meste af søndagen.

Det vides endnu ikke, om man fandt noget under lørdagens eftersøgning, men Jimmy Modin forklarer, at han har ikke hørt om, at der skulle være blevet fundet noget.

I mere end ti dage har den svenske journalist Kim Wall nu været forsvundet, siden hun sidst blev set om bord på den danske opfinder Peter Madsens ubåd 'Nautilus' torsdag aften den 10. august.

Journalisten Kim Wall.
Journalisten Kim Wall. Foto: Tom Wall
Vis mere

Opfinderen, som også går under navnet 'Raket-Madsen', blev dagen efter anholdt og sigtet for at have dræbt den 30-årige kvinde, efter han blev fundet i Køge Bugt, hvor ubåden var sunket. Efter et grundlovsforhør blev han varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab.

Men den kvindelige journalist er der endnu ingen spor af. Heller ikke om bord på ubåden, som i dagene efter blev bjærget.

Til politiet har Peter Madsen tidligere forklaret, at han omkring klokken 22.30 den torsdag aften satte kvinden af på Refshaleøen nær restauranten Halvandet. Fire timer senere - klokken 02.30 natten til fredag - slog Kim Walls kæreste alarm hos politiet, da hun endnu ikke have givet lyd fra sig eller var kommet hjem fra ubådsturen.

En eftersøgning af ubåden gik i gang, og klokken 10:30 blev den set fredag formiddag ved Køge Bugt, før den sank. Politiet har tidligere forklaret, at deres undersøgelser peger på, at ubåden kan være blevet sænket ved en bevidst handling.

Forklaringen om, at han satte hende af klokken 22:30 på Refshaleøen er senere blevet ændret, men den nye forklaring er endnu ikke blevet oplyst offentligt.

Peter Madsen er blevet varetægtsfængslet indtil den 5. september. Han nægter sig skyldig.

Den hjemmebyggede ubåd UC3 Nautilus ses her i Københavns Havn.
Den hjemmebyggede ubåd UC3 Nautilus ses her i Københavns Havn. Foto: Anders Valdsted
Vis mere