Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyste søndag aften en 48-årig mand ved navn Per Olsen. Han blev fundet tre timer senere i god behold.

Det skriver politiet på det sociale medie Twitter.

'Den savnede Per Olsen er fundet i god behold - betjente tager sig af ham lige nu. Tak for jeres hjælp mht. deling af dette tweet.#politidk,' skriver de.

Ifølge politiets oplysninger forlod Per Olsen sit hjem i nedtrykt tilstand, og kort efter slog hans kone alarm. Vagtchef Allan Dalager betegnede Per Olsen som 'en helt almindelig herre', så det var især den nedtrykte tilstand, der gjorde, at politiet var særligt på vagt.

De valgte derfor at sætte ind med hundepatruljer i området, hvor de også var udfordret af mørkets frembrud, men heldigvis lykkedes det søndag aften at få fundet den 48-årige mand.

»Vi fik nogle pejlemærker omkring, hvor han kunne befinde sig, som gjorde at vi kunne finde frem til ham. Nu er familien samlet igen, og det er det vigtigste,« forklarer vagtchefen til BT søndag aften.