En 22-årig mand er mandag ved Retten i Kolding blevet kendt skyldig i drab på en 23-årig flygtning fra Irak.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 22-årige kom til Danmark i 2009 som flygtning fra Afghanistan og udover en straf på 12 års fængsel, er han også blevet dømt til udvisning af Danmark uden mulighed for at komme tilbage til landet.

Drabet fandt sted den 1. februar i det centrale Kolding, hvor vidner så den 22-årige stikke den 23-årige mand flere gange med en kniv.

'Offeret blev ramt fire gange i venstre side af overkroppen, og efter overfaldet stak den 22-årige af, men blev kort efter fundet i nærheden liggende på en vej, hvor han fortalte, at han var blevet overfaldet,' uddyber anklager Anna Holm fra Sydøstjyllands Politi.

Efterfølgende blev den 22-årige kørt til sygehuset. Senere samme dag blev han anholdt og sigtet for drabet, men under sin varetægtsfængsling ville han intet sige til politiet. Under retssagen blev 16 vidner afhørt, og det var også først her, motivet bag drabet dukkede op. De to mænd havde nemlig været venner frem til januar 2016.

'De blev efterfølgende uvenner over en gæld, som førte til, at de kom op at slås den 1. februar 2016, hvor de havde aftalt at mødes. Den 22-årige forklarede i retten, at han havde medbragt en kniv til det møde, da han følte sig utryg ved at skulle mødes med den 23-årige. Kniven havde han brugt til at forsvare sig selv med, da de kom op at slås,' siger Anna Holm.

Retten mente dog ikke, der var bevisførelse for, at den 22-årige forsvarede sig selv med kniven - og derfor fik han dommen for drab.

Den 22-årige mand har valgt at anke sin dom.