KØB PLUS!

Ikke i orden at vise 'Ida' nøgen

Ugebladet Se og Hør skal betale 20.000 kroner i erstatning for at have bragt krænkende nøgenbilleder af Krøniken-skuespilleren Anne Louise Hassing.

Selv om Krøniken-skuespilleren Anne Louise Hassing frivilligt smed kludene i filmen "Idioterne" fra 1998, var det krænkende, da ugebladet Se og Hør syv år senere valgte at bringe billederne fra filmen.

Det slog Københavns Byret fast mandag, hvor ugebladet blev pålagt en erstatning på 20.000 plus sagsomkostningerne.

Billederne blev bragt i bladet under overskrifter som "Se krønike-stjernen Ida nøgen" og "Se Idas frække fortid" og blev dermed taget ud af en sammenhæng, lød det i begrundelsen for dommen.

Erstatningen kan få flere til at anlægge sag mod ugebladet. Blandt andre har skuespilleren Mia Lyhne, der også medvirker i Krøniken, bebudet, at hun også ville sagsøge Se og Hør, hvis kollegaen fik medhold. Hun føler sig krænket over billeder, hvor hun ligger nøgen i et badekar.

/ritzau/