Nytårsaftensdag udløber kuratorens betalingsfrist for de partnerselskaber, Stein Bagger har handlet falske leasingkontrakter med. Men kurator i konkursboet efter IT Factory, Boris Frederiksen, har svært ved at se, at det skulle skæppe i kassen efter årsskiftet.
180 mio. kroner er ikke blevet betalt af Stein Baggers udenlandske partnerselskaber, og de har ifølge kuratoren til efter nytår, inden de de skal hoste op med de udestående millioner.
- Sjovt nok er det ikke mange, der har betalt på nuværende tidspunkt, og vi regner ikke med store indbetalinger her til sidst. Af de selskaber, vi er i dialog med, vil mange nemlig ikke anerkende at have handlet med IT Factory og Stein Bagger, hvilket leder til, at vi behandler de leasingaftaler med en meget stor portion skepsis, siger Boris Frederiksen til B.T.
Boris Frederiksen ovevejer samtidig, hvad der skal ske med de selskaber, der ikke har betalt efter nytår.
- Vi overvejer i forhold til kreditorerne, om det er fornuftigt at offentliggøre navnene på de selskaber, der skylder penge i boet, siger han.
Selskaberne er efter alt at dømme Mediapower, ECommerce og Carlito Software i Dubai, der alle har forbindelse til svenskeren Mikael Ljungman, ligesom også den svenske og asiatiske division af Xiop har været i det svenske bagmanspolitis søgelys.
Hos det danske bagmandspoliti bekræfter man, at der stadig kigges i retning af Sverige for at følge Stein Baggers spor i udlandet.
- Vi har et godt samarbejde med Ekobrottsmyndigheten, og vi kigger selv i retning af Sverige, siger statsadvokaet Jens Madsen, til B.T.






















