Hun er gravid i 6. måned, men Hannah Melissa Ginic fra tv-serien »De unge Mødre« tog det pænt, da hun onsdag blev idømt en voldsdom på fem måneders ubetinget fængsel.

»Du må gerne skrive, at jeg er tilfreds med dommen. Jeg har ikke yderligere kommentarer,« lød det umiddelbart efter domsafsigelsen onsdag eftermiddag ved Retten i Viborg fra den frugtsommelige voldsforbryder til Se og Hør.

Offeret for den grove vold var ekskæresten til Hannah Melissas kæreste René Bæk.

Ifølge anklageskriftet havde parret 18. marts ved Roslev lokket den 21-årige kvinde ind i René Bæks bil, hvor de rev hende i håret og tog kvælertag på hende på en så voldsom måde, at hun fik ufrivillig afføring. Desuden blev offeret ifølge tiltalen også sparket flere gange - både i ansigtet og på kroppen.

Retten takserede René Bæks rolle i det voldelige overfald til at skulle koste ham en straf på fire måneders fængsel. Han modtog dommen på stedet, mens Hannah Melissa udbad sig 14 dages betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

»Jeg er rigtigt tilfreds med, at hun er blevet frifundet for de tre sidste forhold (frihedsberøvelse, trusler og trusler mod vidner, red.). Hun har jo selv delvist erkendt forhold et. Og det bliver hun så dømt fuldt for. Hun er selv glad for resultatet, og nu har vi så 14 dage til at tænke i, og hun har også brug for ro. Det var så godt, som det overhovedet kunne blive.  Det har jo været et mærkeligt forløb, en straf på fem måneder ville man jo ikke varetægtsfængsle for normalt,« sagde Hannah Melissas advokat Karoline Døssing Normann til SE og HØR efter domsafsigelsen.

Hannah Melissa og den 21-årige kvinde kendte hinanden i forvejen. Også fra før René kom ind i billedet. Det er nemlig ikke første gang, de falder for den samme fyr. Kvinden var ifølge Her & Nu kærester med Hannah Melissas ekskæreste, da den unge mor mødte ham på mor-barn hjemmet, som han besøgte med den 21-årige kvinde og deres fælles barn.

Det er ikke første gang, Hannah Melissa er i retten. Hun har tidligere vundet en tvangsfjernelsessag, da myndighederne mente, at hendes dengang to-årige datter Cecilayas hverdag ikke var stabil nok. Senere var hun i retten igen, men tabte. Denne gang handlede det om vold mod førnævnte ekskæreste fra mor-barn hjemmet, hvilket hun fik 20 dages betinget fængsel for.