Næsten fem dage efter drabet på den 22-årige Anders Mark Hansen i en skov på Stevns er det fortsat et mysterie, hvorfor nogen ville den unge mekaniker til livs.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Indtrykket, vi får rundt omkring, er af en pæn ung mand, som ikke gjorde nogen fortræd. Vi ved faktisk utrolig lidt om, hvad der er foregået og hvorfor. Vi skyder med spredehagl, fortæller politiinspektør Per Heide Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.



Politiet har talt med mange af de unge fra Anders Mark Hansen store vennekreds. Og offentligheden har bidraget med talrige henvendelser. Bl.a. har politiet spurgt efter en rød bil, fortæller en i byen.

- De spurgte til min bil, fordi der vist var en, der havde set en rød bil køre efter en anden bil i fredags, siger den midaldrende mand, der ikke kendte Anders Mark Hansen.

- Ja, der blev set en rød bil ved skoven lørdag, men det spor har vi ikke lagt mere i. Vi mangler stadig det helt rigtige, siger politiinspektøren.

Politiet er meget sparsomme med oplysninger om drabet, Mest fordi efterforskningen er præget af en lang række spørgsmål. Hvorfor forlod Anders sit hjem fredag? Hvem skulle han mødes med? Hvorfor endte mødet så brutalt, at hans familie lørdag måtte finde ham liggende kvalt bag sin grønne polo på en skovsti?

Tragedien har ikke blot ramt Anders Mark Hansens familie, men også en stor gruppe unge mennesker, der alle kæmper med den lammende erkendelse af, at nogen har taget deres gode ven fra dem for altid.

I eftermiddags og langt ud på aftenen samledes mange af dem i Lyderslevs lille landsbykirke og tændte lys for deres ven, lagde roser og satte sig på bænkene med armene om hinanden og græd stille.

- Det er en voldsom hændelse, som optager rigtig mange her, sagde sognepræst Gunder Gundersen, der sammen med sognets anden præst havde besluttet at åbne kirken for de unge.

- Når sådan noget sker, så er kirken altid et godt sted at gå hen. Jeg skal ikke sige noget, for man kan ikke give nogen forklaring til noget så meningsløst. Lige nu er det bare følelsen af, at Anders er død på denne forfærdelige måde, der fylder. Og det kan vi snakke om og give rum til.

Anders Mark Hansens søster kom også til kirken, og hun skrev senere på facebook en hilsen til sin savnede bror.

- Hej Basse. Som du selvfølgelig selv har set, har vi alle sammen været i kirken i dag og lægge blomster og tænde lys for dig. Rigtig smukt var det. Er så utrolig glad for, at så mange kommer for at minde dig. Det hjælper lidt at snakke med dem. Alle de røverhistorier, som drengene kan om dig - det bringer et smil frem. Sov nu godt i nat lillebror. Elsker dig.