I dag falder der dom i Tobias-sagen

Fredag formiddag bliver der omsider sat et punktum i den hjerteskærende sag fra Øster Højst, hvor 15 måneder gamle Tobias sidste sommer blev tæsket ihjel.

Der er blevet grædt, ansigter er blevet vendt bort i væmmelse, og der er blevet taget flere pauser end normalt gennem de sidste to uger i retten i Sønderborg.

Fire retsmøder har fra ende til anden optrevlet en grusom sag om børnemishandling i Øster Højst, som den 18. juli sidste år endte med at koste en bare 15 måneder gammel dreng livet. I dag falder der omsider dom over de to tiltalte - den 22-årige mor til Tobias, MT, og hendes 29-årige kæreste, RW.

Mishandlingen af den lille dreng fandt angiveligt sted fra midten af maj 2011 og frem til den 18. juli 2011, hvor Tobias blev fundet død i sin tremmeseng i parrets nye hus. Obduktionen viste intet mindre end 80 skader på det lille barnelig, heriblandt flere slag mod hoved og krop, hvilket medførte hjerneødemer og kraniebrud.

Volden mod Tobias begyndte angiveligt, da RW kom ind i den unge piges liv - kort efter at han var blevet løsladt fra fængslet, hvor han afsonede en otte måneders dom for dødstrusler og ulovlig våbenbesiddelse.

Gennem retssagen er der blevet tegnet et billede af, hvordan den 29-årige var dybt frustreret over, at hans nye stedsøn ikke kunne lide ham, og at han derfor blev fysisk voldsom over for den lille dreng, som han ofte satte i skammekrogen - i flere tilfalde et kulsort kælderrum på én kvadratmeter.

Der er samtidig blevet tegnet et billede af en umoden og passiv mor, der ikke greb ind over for kærestens vold mod hendes søn og som undlod at ringe 112, da den lille dreng i seks timer lå bevidstløs, angiveligt som følge af ekstrem vold fra stedfaderens side.

De er begge sigtet efter straffelovens paragraf 245 og 246. Anklageren har krævet 10 års fængsel til RW og 4 års fængsel til MT.

Dommen falder klokken 10.15.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her