KØB PLUS!

I Bandidos er der ikke demokrati: Nu skal toprockeren rette ind

Brian Sandberg skal ikke blot vænne sig til at præsentere sig som Bandidos-rocker, han skal også lære at begå sig i et strengt, topstyret hierarki, Bandidos’ jernnæve hersker med hård hånd.

Det erfarer BT fra top-kilder i Bandidos.

Den 46-årige rocker, der bl.a. er dømt for narkokriminalitet og for at have beordret kølleoverfald, har i 16 år som on-off Hells Angels-medlem været vant til, at beslutninger blev truffet ved håndsoprækning i HAs klubhuse.

Sådan foregår det i de enkelte HA-afdelinger, men hos rivalerne i Bandidos er der intet demokrati og ikke meget plads til medieglade kendis-rockere. Her hersker topstyring, og det skal Brian Sandberg lære.

- Vi synes, at han arbejdede fint for HA. Så vi ser på det på den måde, at han vil sikkert arbejde fint for os. Vores klub er jo ikke som HA, så han skal jo rettes noget ind, siger et toneangivende medlem af Bandidos til BT.

Opbyggede tæskehold

Brian Sandberg var hovedarkitekten bag HAs tæskehold, AK81, og har i den forbindelse styret og vist sine evner som hårdkogt og kynisk igangsætter af brutale overfald og optrådt som lederfigur internt og til dels eksternt.

Hvilken rolle Brian Sandberg skal udfylde hos Bandidos, er for offentligheden stadig uklart, men præsident Michael ‘Kokken’ Rosenvold fortæller, at man har en plan. Men han ønsker ikke at løfte sløret for indholdet - eller hvilke overvejelser man i toppen af Bandidos har gjort sig om Sandbergs medlemskab.

Tidligere har Bandidos haft rockerlærlinge i det såkaldte X Team, men medlemmerne af denne underafdeling lavede for meget ballade, og X Team blev derfor nedlagt. Siden har Bandidos ikke haft en decideret rocker-skole, men ligesom HA har rockerklubben støttegrupper.

Jyderne er sure

Det er dog sikkert, at flere jyske afdelinger af rockerklubben er noget fortørnede over, at den tidligere fjende pludselig bærer deres vest. Derfor var Sandberg også emnet på et allerede planlagt møde i Kolding i går, hvor medlemmer af ledelsen mødtes med jyderne i Bandidos.

At Sandberg på trods af den jyske modstand alligevel er blevet medlem, er et udtryk for, at topstyringen hersker massivt i Bandidos, og at store beslutninger bliver truffet i en snæver kreds af top-rockere.

Toppen af Bandidos udgøres bl. a. af præsident Michael ‘Kokken’ Rosenvold, Jan Bach­mann Nielsen - kaldet ‘den fede’ - der styrer Hillerød-afdelingen, og Jesper Bonde, der har hjemme i Frederiksværk.

I går var der flere forlydender om, hvilket klubhus Brian Sandberg skal tilhøre hos Bandidos. Tidligere præsident Jim Tinndahn fortalte til tv2.dk, at Sandberg bliver medlem hos Bandidos i Sverige.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jim Tinndahn. Hverken Brian Sandberg eller den nuværende præsident, Michael Rosenvold, ville over for BT bekræfte, at Sandberg bliver ’svensker’.

Læs også: