Engelsk politi undersøger en ny teori om prinsesse Dianas død i 1997.

For snart 16 år siden døde prinsesse Diana, hendes elsker Dodi al Fayed og deres chauffør Henri Paul, da deres Mercedes torpederede en betonsøjle i en tunnel i Paris. En undersøgelse konkluderede 11 år senere, at prinsessens død var uagtsomt manddrab, og at ulykken var sket, fordi Henri Paul og jagende paparazzi-fotografer havde kørt hasarderet.

Men det er ikke den rigtige dødsårsag, hævder en ny kilde i følge den britiske avis The Daily Telegraph. Prinsesse Diana, Dodi al Fayed og Henri Paul blev angiveligt alle myrdet af et medlem af det britiske militær. Oplysningerne stammer fra svigerforældrene til en tidligere soldat og er videregivet til Scotland Yard, der nu undersøger de nye informationer.

Den nye konspirationsteori er blot en ud af mange. Siden den tragiske sommerdag i august 1997 har der fra forskellige sider været en masse teorier om, hvad der virkelig var grunden til prinsesse Dianas dødsfald. BT bringer her et overblik over de mest vedholdende konspirationsteorier.

Bestillingsarbejde:

Nogle af de mest populære konspirationsteorier tager udgangspunkt i, at prinsessen ventede barn med sin elsker Dodi al Fayed, som hun også var ved at forlove sig med. Det ville være for stor en skandale for den royale familie, hvis Diana giftede sig med en ikke-kristen, og derfor blev prinsessens død bestilt af hendes egen familie.

Hvid Fiat Uno:

Analyser af prinsesse Dianas forulykkede Mercedes viser, at bilen nede i tunnelen kom i kontakt med en hvid Fiat Uno. Mohammed Fayed, Dodi al Fayeds far, påstod, at den hvide Fiat Uno blev brugt af efterretningstjenesten til at blokere vejen, hvilket angiveligt forårsagede ulykken. Den hvide Fiat Uno blev aldrig fundet.

Sabotage:

Hverken prinsesse Diana eller Dodi al Fayed havde spændt sikkerhedsselen. Det har fået flere til at spekulere i, at de var udsat for sabotage. I 1998 konkluderede franske efterforskere, at alle sikkerhedsseler i bilen virkede efter hensigten.

Chaufføren Henri Paul:

Dianas chauffør Henri Paul kørte galt med vilje, for han var angiveligt betalt af den nationale efterretningstjeneste. Det tungeste bevis på den teori er, at Henri Paul havde en masse kontanter på sig, da bilen forulykkede.

Overvågning af Diana:

En tidligere agent fra Secret Intelligence Service, Richard Tomlinson, påstod, at agenter længe havde overvåget prinsesse Diana, og at hendes død mindede rigtig meget om en lignende plan for et attentat på Serbiens præsident. En plan, som Richard Tomlinson så i 1992. Det blev konkluderet, at der var blevet pyntet gevaldigt på Tomlinsons påstande.