Hver femte person, der sigtes for at have haft lidt for lange fingre i Syd- og Sønderjylland, er udlænding, skriver TV Syd på baggrund af nye tal fra Rigspolitiet.

Tallene dækker over indbruddene i private hjem i landsdelen for det første halve år af 2015.

»Indbrud i beboelse er et fokusområde, og i den anledning støder vi af og til på udlændinge,« fortæller vicepolitiinspektør Søren Thaysen fra Sydøstjyllands Politi til TV Syd.

I politikredsene, der dækker over Syd- og Sønderjylland, blev der rejst 326 indbrudssigtelser i det første halve år af 2015. 70 af de sigtede var udlændinge.

Udlændingene tegner sig dog på landsplan for en noget større del af de sigtelser, der rejses for indbrud.

Her er det hver tredje, der er udlænding, skriver TV Syd.